Masser af læring, men ingen topplacering til Jacob Mathiassen
Racerkøreren Jacob Mathiassen fik en "læringsrig" debut i dansk motorsports svar på superligaen - DTC, som står for Danish Thundersport Championship
Med et team på blot tre mand, ingen af dem med erfaring fra DTC, formåede den 24-årige hobroenser dog at sætte et vist præg på åbningsløbet i DTC, der blev kørt på Jyllands Ringen.
Det blev et krævende løb, hvor den unge nordjyde kørte om kap med den danske motorsportselite.
De 250 indbudte VIP-gæster fik sig en ordentlig oplevelse, da de så Jacob Mathiassen bag rattet i sin Ford Mustang for første gang.
Med et lunefuldt vejr, som skiftede fra tid til anden, mødtes den nordjyske racerkører. af svære forhold
- I de to frie træninger kørte vi på nogle brugte dæk, som et andet hold havde kasseret.
Af samme grund var det også svært at navigere efter hvilket setup, som passede vores bil bedst - og i sidste ende ramte vi også forkert, erkender Jacob Mathiassen.
Kvalifikationen endte med en 16. plads ud af 24, men feltet var så tæt, at der blot var 0,7 sekund til en placering i top 4.
Det var altså ikke en topplacering, der var udgangspunktet for Jacobs første heat, som skulle køres i regnvejr. Det har han ikke før prøvet med Mustangen.
Jacob Mathiassen fik en hæsblæsende start og måtte se sig skubbet rundt i feltet.
Men regnen skulle vise sig at passe hobroenseren, som åd sig vej op igennem feltet og derfor endte sit første heat på en 11. plads.
Banen havde ikke nået at tørre til andet heat. Derfor kørtes heatet på regndæk.
- Jeg kom rigtigt godt fra start og placerede mig bag Jan Magnussen og Frederik Schandorff.
Det gav et godt udbytte for mig, og jeg kunne slutte på en syvendeplads. Dét betød, at jeg skulle starte finaleheatet som nier, fortæller han.
Da regnvejret var hørt op, kunne banen langsomt tørre. Jacob traf i sidste øjeblik en beslutning om at sætte slicksdæk på sin bil, og det betød, at han skulle starte finalen fra "pitlane" (paralel startbane).
Halvdelen af feltet havde valgt samme løsning, og derfor startede de sammen med Jacob i "pitlane - i modsætning til den halvdel som startede på "griden".
Men uheldet ramte Jacob i finaleheatet. Uønsket kontakt med en modkører betød, at han slog sit styretøj skævt og derfor ikke kom med i kampen om de gode pladser.
- Super ærgerligt finaleheat, men helt sikkert en lærerig weekend, hvor jeg fik prøvet kræfter med den mest prestigefyldte serie i Danmark.
- DM-finalen køres om en måned, og jeg skal nok finde den fornødne fart i bilen, forsikrer Jacob Mathiassen.
Inden da slår han et smut forbi Donnington Park i England, hvor han skal teste med henblik på sidste afdeling af British GT, som køres d. 23.-24. September.