Mange med til at samle affald

Lokalt bidrog indsamlerne i Mariagerfjord ved at samle fem ton ud af 150 ton skrald på landsplan

25. april 2017 kl. 13.29
Opdateret 27. april 2017 kl. 09.17

Ni børnehaver og dagplejegrupper, 13 skoler, seks spejder tropper og 17 foreninger og grupper.

Alle var de ude at samle skrald i naturen. Dermed deltog sammenlagt 1583 børn og voksne i den årlige affaldsindsamling i Mariagerfjord.

Men lige så vigtigt: Der blev indsamlet over 5000 kilo affald - deriblandt næsten 3500 dåser.

Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord og kommunen stod for indsamlingen - støttet af Grønt Råd.

- Det er glædeligt, at vi år for år er så mange, der vil bidrage med. Og rigtig godt, at mange børn og unge er med til at holde kommunens dejlige natur ren.

En stor tak til alle, der deltog, siger Alan Phipps, affaldsindsamlingskoordinator hos DN Mariagerfjord.

På landsbasis blev der indsamlet over 150 ton skrald, inklusive over 110.000 dåser. I alt var cirka 160.000 børn og voksne - unge og gamle - ude at samle affald, men med overvældende overvægt på skolebørn.

Dem var der ikke færre end 125.000 af over hele landet.

Ole Laursen landsleder af Affaldsindsamlingen i Danmarks Naturfredningsforening siger:

- Vi er rigtig glade og taknemmelige for den store tilslutning, der stiger år efter år.

- Danskerne er trætte af affald i naturen, og giver gerne en hånd med.

- Samtidig betyder den store tilslutning fra skoler og institutioner, at børnene fra en tidlig alder lærer noget om affald, sortering, genanvendelse ressourcer.

- Men børnene og de unge erfarer ved samme lejlighed, at det ikke er smart at smide affald i naturen, fremhæver Ole Laursen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste