Mænd får deres egne mødesteder
Nu skal mænd i Rebild Kommune have deres eget mødested.
Generelt halter mænd halter bagefter, når det handler om sundhed. Men sundhedscentret i Rebild Kommune har gode erfaringer med, at mænd faktisk gerne vil deltage i aktiviteter, hvis de er målrettet mænd.
- Derfor vil vi nu udvide vores indsats inden for sundhedsfremme og forebyggelse, så mænd får deres eget mødested og selv kan være med til at sætte rammen for samværet. Enlige og ensomme mænd har ofte et usundere liv og lever kortere i forhold til andre mænd. Den tendens vil vi gerne medvirke til at vende, siger tovholder og fysioterapeut Mads A. Nielsen.
Sundhedscentret i Rebild Kommune inviterer til et uformelt kick-off møde tirsdag 13. marts kl. 17.00 i Fræer Forsamlingshus, hvor alle mænd er velkomne.
"Mænds Mødesteder" er et landsdækkende projekt under Selskab for Mænds Sundhed.
- I Mænds Mødesteder indgår alkohol og rusmidler ikke, men derudover er det eneste krav, at du er mand, over 18 år og bor i kommunen, siger Mads A. Nielsen.
Ved mødet kan man høre lidt om konceptet, få lidt godt at spise og blive underholdt af foredragsholder Jørgen Skouboe fra "Nak og Æd". Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig senest 5. marts til sundhedscentret.