Der overrækkes et diplom på "Jeg har spist grønt".
Livet her

Maddag blev hyldet landet over: Grønne retter var stor succes

24. september 2022 kl. 06:50

Der var grønt på børnemenuen i Rold Skov onsdag 21. september.

Her afviklede man den store Maddag, hvor man landet over hyldede madordninger i daginstitutioner. Blandt deltagerne var daginstitutionen ”Dagtilbuddet Rold Skov” i Arden.

I år var temaet ”grøn”, og det betød, at der var masser af grønne retter på menuen. Men derudover handlede det grønne tema også om de bæredygtige perspektiver i madordninger.

En grøn tallerken...

For så længe man sørger for, at det er ernæringsprofessionelle, der står for madordningerne, så sikrer man også, at der er fokus på bæredygtighed i både køkkener og på tallerkener.

- Madordninger er bæredygtige, da måltiderne er tilrettelagt efter de officielle kostråd. Det er med til at sikre grønnere måltider, men det lægger også kimen til en grønnere madkultur blandt de kommende generationer, forklarer Marian Aagaard, regionsformand for Kost og Ernæringsforbundet og tilføjer:

- Maden i daginstitutioner er af kæmpe betydning for børnene. Hele 70 procent af børns ernæringsbehov bliver indtaget i de timer, de er i daginstitution.

Det var spændende, det der kom på tallerkenen...

- Derfor er det på ingen måde ligegyldigt, hvem der laver maden i daginstitutioner, siger hun.

43 procent af børn i Region Nordjylland har frokostordning, viser en opgørelse. I Mariagerfjord Kommune er der madordninger på syv af kommunens 23 daginstitutioner. Men det tal må gerne blive højere, mener Marian Aagaard:

- Madordninger er med til at forebygge ulighed i sundhed, madordninger fremmer en grøn madkultur, og madordninger bidrager til maddannelse. Derfor bør Mariagerfjord Kommune se, om man ikke få tallet lidt op, det betaler sig altså på den lange bane, slutter hun.

Annonceret indhold

Nyeste