Lokalråd støtter scenebelysning
I 2018 har Lokalrådet for Nørager og Rørbæk i alt behandlet ansøgninger og bevilget tilskud for mere end 70.000 kr.
NØRAGER/RØRBÆK: Publikum og de optrædende i Kig Ind i Nørager kan inden længe se frem til en ny - og bedre - scenebelysning.
Det ligger fast, efter at Lokalrådet for Nørager og Rørbæk netop har taget stilling til en tilskudsansøgning fra Kig Ind - og besluttet at imødekomme ansøgningen fuldt ud.
Behandlingen af ansøgningen fandt sted, umiddelbart inden Lokalrådets årlige generalforsamling i Hjørnecaféen i Kig Ind.
I 2018 har Lokalrådet i alt behandlet ansøgninger og bevilget tilskud for mere end 70.000 kr., fremgik det af formand André Ellegaard Jensens beretning.
Pengene er blevet fordelt på fem forskellige projekter: Bl.a. Multihallen i Rørbæk, gavludsmykning på Kig Ind, samt støtte til den nye Nørager-bog, og Lokalrådet har dermed i 2018 uddelt endnu flere penge end de 65.000 kroner, som Lokalrådet modtager i grundtilskud fra Rebild Kommune.
Det bekymrer dog på ingen måde Andre Ellegaard Jensen.
- Bliv endelig ved med at sende ansøgninger til os. Det beviser, at vi har en berettigelse i lokalsamfundet, lød det fra Lokalrådsformanden på generalforsamlingen.
André Ellegaard Jensen, Nørager, blev i øvrigt sammen med Kim Hornbech, Rørbæk, genvalgt på generalforsamlingen, mens Torben Hald, Nørager, blev nyvalgt.
Det nu fuldtallige lokalråd holder konstituerende møde i løbet af foråret.