Løvfaldstur til Aalborg blev en succes

Trods problemer med bussen nåede deltagerne til storbyen og fik en guidet tur

17. oktober 2018 kl. 07.00

NØRAGER: Årets sidste fælles bustur for Nørager Pensionistforening var en løvfaldstur til Aalborg-området.

Den første del af turen vil blive husket for noget særligt, for på vejen til Nørager for at samle deltagerne op var noget i bussen gået i stykker, så den lavede en masse spektakel, når den bremsede.

Problemet blev dog hurtigt afhjulpet på bussens første stop ved Motel Europa i Ellidshøj, hvor selskabet nød kaffen med boller og lagkage.

Her kom nemlig en ny bus til undsætning, og i Aalborg mødte deltagerne dagens guide Hanne Holme, som gav dem en fortrinlig tur på mere end to timer lige fra den vestligste kant til havneområdet mod øst. Som noget af det første blev deltagerne anmodet om at forlade bussen, da turen startede ved Musikhuset på havnefronten i Aalborg.

På den guidede tur blev der givet mange gode oplysninger om Aalborg og de enkelte steder undervejs.

Mange deltagere gav udtryk for, at selvom Aalborg er den nærmeste store by i forhold til Nørager, så er der alligevel mange ting, som de ikke kender.

Som traditionen byder sluttede løvfaldsturen med fælles aftensmad i kultur- og medborgerhuset Kig Ind i Nørager.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste