Billede beskrivelse

Løb og landart flyder sammen i Guldbæk

28. august 2018 kl. 06.00

GULDBÆK: Kunst og motion er i Guldbæk noget nær to sider af samme sag.

Det kommer igen til udtryk lørdag 1. september, når Guldbækløbet afvikles for tredje gang.

Guldbækløbet er en usædvanlig kombination af trailløb, vandretur og landart og udmærker sig desuden ved at blive afviklet i et normalt utilgængeligt - og meget kuperet - terræn omkring Guldbæk.

Selve løbet består af tre markerede ruter: en fem km-rute, en kvartmaraton og en halvmaraton, og derudover er fortælleren Karsten Kortbuks Hansen guide på en vandretur.

Med vandretur og forskellige løbedistancer er løbet et rigtigt familiearrangement, og i friskolens gård er det muligt for publikum at købe mad og drikke.

Kunstnergruppen Karlsvognen er også involveret.

Karlsvognens bidrag til dette års Guldbækløb bliver et stykke landart: en portal flettet af træer, som er placeret et sted på ruten, hvor alle deltagerne passerer, uanset om de løber eller går.

Udklædte figurer omkring portalen symboliserer Helvede og Himlen og afhængigt af vejret på dagen, bliver der også hængt mere traditionelle malerier op i de omkringstående træer.

Birgit Christensen er én af syv lokale kunstnere, der er gået sammen i kunstnergruppen Karlsvognen.

Hun fortæller, at det i virkeligheden er Guldbækløbet, der har bragt kunstnerne sammen.

- For tre år siden modtog Guldbæk landsbystafetten, som Landsbyrådet hvert år uddeler til en landsby, som har et godt projekt, der kan styrke den lokale sammenhængskraft.

- Pengene gik til at lave første Guldbækløb. Allerede dengang var lokal kunst en del af konceptet, og siden har vi i Karlsvognen været aktive i en mængde lokale arrangementer, hvor vi ofte laver kunst i naturen, fortæller hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste