Lettere at være skubber
Nye transportkørestole er taget i brug i Arden
ARDEN: I 2015 startede en gruppe på seks frivillige kørestolsskubbere under Ældre Sagen i Arden med at skubbe beboere på Myhlenbergparken en gang om ugen.
Siden har aktiviteten udviklet sig til, at 12 beboere nu er ude at køre hver onsdag, dog undtaget de koldeste vintermåneder og de allermest regnfulde dage.
Initiativet er til stor glæde for alle parter. Både beboere og skubbere får farve i kinderne, og gode minder genopfriskes, når man undervejs genser de kendte steder i lokalsamfundet eller møder et kendt menneske.
Kørestolene er dog ikke alle lige nemme at skubbe, og derfor glæder det også de frivillige kørestolsskubbere i Arden, at de netop har fået doneret fire nye transportkørestole, specielt beregnet til udendørs kørsel.
De to af stolene er doneret af Lions Club i Arden, og de andre to af Fonden for Sparekassen Himmerland.
Det er Ældre Sagen i Arden, der har søgt og har fået bevilget pengene til køb af de fire transportkørestole, men rent formelt er stolene nu overgivet til Plejecenter Myhlenbergparken, hvor de utvivlsomt i de kommende år vil blive til stor gavn for beboerne.
I hvert fald bliver det i fremtiden betydeligt lettere at være frivillige kørestolsskubber i Arden.