Ledighedstal præget af corona
Flere brancher i Vesthimmerland er aktuelt kraftigt udfordret, konstaterer 3F Midtfjord
Coronaens virkning kan nu tydeligt aflæses på ledighedstallene i Vesthimmerland.
Onsdag 29. oktober 2020 var 5,96 procent af arbejdsstyrken uden job.
Det er cirka 25 procent flere end på samme tidspunkt sidste år, oplyser A-kasseleder Brian Bertelsen, 3F Midtfjord.
- I foråret og hen over sommeren har vi haft over 50 procent flere ledige, end vi plejer, og flere brancher møder store udfordringer.
- I vort område gælder det først og fremmest restaurationsområdet, transporten og industrielle virksomheder. Modsat tidligere kan vi konstatere, at der i sommer er sendt flere på arbejdsfordeling. Det sker normalt først i vintermånederne, konstaterer Brian Bertelsen.
Næstformand Alex Pedersen, 3F Midtfjord, fortæller, at byggesektoren generelt har kørt med stor aktivitet uafhængig af corona-pandemien.
Her er den største hindring, at det ofte tager lang tid at få en kommunal byggetilladelse.
- Men med hensyn til arbejdsfordeling undrer det os, at der ikke er flere lokale virksomheder, der anvender den nye kompensationsordning, som er vedtaget i tre-partsforhandlingerne, og som giver medarbejderne en højere ydelse i ledighedsperioden end den gamle ordning, nævner Alex Pedersen.
3F-kontorerne i både Aars og Løgstør holder fortsat åbent.
- Og vi bestræber os på at yde medlemmerne sædvanlig service fra vore to kontorer i Vesthimmerland.
- Medlemmerne kan som sædvanlig få vejledning af vore medarbejdere, men de skal bestille tid til møde over telefonen og overholde de almindelige regler om afspritning og mundbind, når de møder op.
- Hertil kommer, at de to kontorer kører helt separat rent mandskabsmæssigt, så risikoen for at sprede smitten reduceres, tilføjer 3F-formanden.