Billede beskrivelse

Vil du have en griner? Landsby lover lattergaranti

Hornum klar med markedsrevy

05. september 2022 kl. 10.25
Opdateret kl. 11.55

HORNUM: Glæd jer til Markedsrevyen, slutspurten er sat ind og vi når helt sikkert i mål…..

Sådan lyder det fra holdet bag revyen i Hornum. Det er nemlig ved at være tid til, at borgere i Hornum og omegn og alle de andre publikummer fra det meste af Vesthimmerland, som hvert år tager til Hornum for at se året revy, kan begynde at varme op til at få et fantastisk grin og en humoristisk aften.

- Vi har I mange år haft en meget vellykket revy, og vi tænker hvert år, at det bliver svært at overgå sidste års revy, men med de dygtige tekstforfattere, vi har og et meget stabilt hold med velspillende aktører, så lykkes det hvert år at skabe noget unikt i Hornum, lyder det fra Jesper Gregersen, der er en af hovedkræfterne bag revyen.

Billede beskrivelse

Aktørerne er i år velkendte og består af Grethe Næsby, Kurt Nielsen, Knud Kristensen, Lisa B. Hjorth, Allan Kløjgaard og Jesper Gregersen.

- Pernille B. Østergaard har i år taget et års pause fra revyen , men vi kan dog stadig opleve hende på scenen, da hun sammen med Mette Bjerre Christensen hjælper os med sceneskiftene. Vi har på revyholdet rigtig mange års erfaring på de skrå brædder. Jeg tør ikke tænke på gennemsnittet, men Knud (42år), Kurt (32 år) og jeg trækker op, fortæller Jesper Gregersen, som i år kan fejre sit 30 års jubilæum i revyen.

Billede beskrivelse

- Vores kapelmester N.J Hertz har spillet til vores revy i Hornum i 41 år. Når han ser tilbage i tiden, er der sket rigtig meget i revyen siden hans debut i 1980, hvor de slæbte et klaver ind fra friskolen, og han spillede på det uden der var lydforstærker. Ej heller på scenen var der lyd, og det var først da Hornum koret stoppede i 1982 at revyen fik doneret mikrofoner og lydanlæg af koret.

Teksterne er på plads, ja faktisk havde Lisa B. Hjorth allerede skrevet det første nummer en uge efter sidste års marked. Lisa er en af de trofaste og dygtige tekstforfattere og leverer hvert år mange af teksterne sammen med Grethe Næsby, og Jesper Gregersen har også leveret enkelte.

- Vi går meget op i at vi får en revy med lokale begivenheder, men stadig med en så sjov og professionel vinkel, at revyen sagtens kan ses af andre end folk med kendskab til det lokale. Vi er også revy der er kendt for at turde gå tæt på.

Vi har hele 18 numre med i år, og hvad er det så I skal forvente at opleve. Uden at afsløre for meget, så er der et dejlig gensyn med ”Horenumse Abdullah” som fik salen til at bryde sammen i latter i 2019. I Hornum er der flere skjulte talenter, og flere lokale vil komme forbi for at vise publikum netop deres talent. Der har været en del debat på facebook omkring larm fra scootere og høj musik og mon mc klubben White Bastards som holder til i Hornum, kan få has på dette problem ?

- Vi har også alle fået MitID, og det har givet en del frustration og irritation fra borgere. Mynte på 6 år kommer forbi og fortæller om bl.a hendes syn på corona fra et barns synspunkt. HIF har fået en ny sang, og der er også et glædeligt gensyn med en duo som synger en festlig sang, som vi havde med for mange år siden.

- Krænkelseskulturen bliver også berørt i et nummer, og så har vi som en selvfølge Jens og Rasmus med på bænken , som altid fortæller om alle de sjove episoder som er sket i året der er gået.

- Vi har i år fået produceret en præsentationsvideo af revyen, som florerer på facebook og som i skrivende stund er set af over 6.000

- Vi har en virkelig god fornemmelse igen i år, og håber på at rigtig mange vil bakke op om byfesten og revyen og købe billetter til revyen lørdag aften, hvor der er spisning og efterfølgende revy kl. 19 eller kommer og ser vores revy søndag aften kl. 19.30. I vil ikke gå skuffet derfra, lover Jesper Gregersen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste