Lærte om Asatro og Kristendom i præstegårdshaven

30. maj 2018 kl. 06.00

150 elever fra 4. - 6. klasse på Hadsund Skole har deltager i et skole-kirkesamarbejdet der forløb over to temadage.

Her formidlede og levendegjorde lærere, præster og mange frivillige, historien om Danmarks overgang fra Asatro til Kristendom i Vive præstegårdshave.

Onsdag og torsdag før pinse rykkede undervisningen til Vive kirke og præstegårdshave, hvor både præster, personale og frivillige fra menighedsrådet ved Vive og Hadsund kirker medvirkede ved levendegørelsen af historien om Harald Blåtand, vikingerne og Præsten Poppo.

- Der er i Hadsund et godt lokalt samarbejde mellem skole og kirke, og forårets temadage for mellemtrinnet er efterhånden ved at blive en tradition, oplyser provst Carsten Bøgh Pedersen, og sidste år handlede temadagene således om Luther og reformationen.

Der var lagt mange kræfter og engagement i at formidle budskabet til eleverne.

Da de - om formiddagen - i fælles flok cyklede til Vive, ventede der dem en folkemængde af personale og frivillige, udklædt som vikinger.

Eleverne blev ført ned i præstegårdshaven, hvor de blev indviet i fortællingen om Harald Blåtand, der i skikkelse af provst Carsten Bøgh Pedersen kom ridende ind i haven, og mødte præsten Poppo, i skikkelse af Erik W. Pedersen, der var ved at fortælle vikingerne om "Hvidekrist", den nye frelser.

Poppo kommer i dialog med Harald Blåtand, som endte med at afkræve et bevis for hans snak om Hvidekrist. Det beviste Poppo ved at bære jernbyrd - det vil sige, at gå på glødende kul! - hvilket overbeviste Harald Blåtand i en sådan grad, at han efterfølgende lod sig døbe af Poppo.

Efter skuespillet var scenen sat for resten af dagen, som stod på værksteder, der involverer dans og lege fra vikingetiden - anført af Gøgler Jonas, brødbagning over bål, og undervisning i kirken om kristentro og de første kirker i Danmark.

Dagen sluttede med helstegt pattegris, inden eleverne atter cyklede tilbage til Hadsund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste