Billede beskrivelse

Lær at lave dit eget æbletræ

04. marts 2018 kl. 09.32

BOLDRUP: Selv om vinteren har lagt sin kolde hånd over Danmark, er det saftige æbler, der er fokus på onsdag aften på Boldrup Museum.

Denne aften afvikler museet nemlig sit årlige podekursus i samarbejde med Karsten ’Kortbuks’ Hansen, som de fleste nok kender, bl.a. fra forskellige tv-programmer.

Karsten Hansen har i aftenens anledning medbragt alt, man skal bruge for at lave sit personlige æbletræ, ikke mindst sit imponerende arsenal af forskellige podekviste, hvoraf mange er fra meget gamle danske æblesorter. Alt, hvad deltagerne selv skal medbringe, er evt. en god lille grensaks.

- Kurset har været særdeles velbesøgt, og sidste år kom der over 70 deltagere, samt et filmhold fra TV2 Nord, så der kunne vi næsten ikke komme frem og tilbage. Men vi tager alligevel chancen igen i år og laver kurset uden tilmelding. Så ser vi, hvor mange der dukker op. Det plejer i hvert fald at være en hyggelig aften, som resulterer i mange hundrede nye æbletræer, fortæller arrangør Gert Rubæk, naturvejleder på Boldrup Museum.

Man kan læse mere om arrangementet på Nordjyllands Historiske Museums hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste