Kulturpris går til arkiv i Ø. Hurup
Prisen uddeles 26. oktober på havnen i turistbyen
ØSTER HURUP: Det er Øster Hurup Lokalhistoriske Arkiv, der i år får tildelt Mariagerfjord Kommunes Kulturpris. Det er 11. gang, at prisen uddeles.
- Øster Hurup Lokalhistoriske Arkiv får prisen for deres yderst aktive rolle i kulturformidling og synlighed i lokalsamfundet, fortæller Lisbeth Andersen, formand for Kulturelt Samråd.
- Vi ønsker at anerkende arkivet for dets arbejde inden for og med kulturhistorien og gennem sin fortælling give indblik i, hvordan livet er blevet levet i lokalområdet, fortsætter Lisbeth Andersen, og det er en glæde at kunne give årets kulturpris til et hjørne af det frivillige kulturarbejde, som ofte lever lidt stille.
Arkivet har en omfattende produktion af bøger og andre udgivelser, som dokumenterer egnens lokalhistorie. Det være sig både egne udgivelser og bøger, hvor arkivet har bidraget.
Arkivet har desuden med sine 330 husstandsmedlemskaber en fantastisk opbakning fra lokalsamfundet, hvor der bor godt 700 personer, fremhæves dét.
Arkivet spiller en aktiv rolle i kulturlivet, hvilket blandet andet er synligt ved afholdelse af arrangementer, hvor lokale og tidligere borgere fra byen gerne deltager.
Og så har arkivet været en del af projektet "Det gode liv", som synliggør hverdagsoplevelser fra det gode liv i Øster Hurup. Projektet er gennemført i samarbejde med byens øvrige foreninger.
Fra de øvrige arkiver i kommunen høster Øster Hurup Lokalhistoriske arkiv også anerkendelse, blandt andet på grund af den fremragende kulturformidling.
Kulturprisen uddeles fredag 26. oktober i Øster Hurup Lokalhistoriske Arkiv, Havnen 2, Øster Hurup.
Mariagerfjord Kulturpris blev første gang uddelt i 2008, og siden har følgende modtaget prisen:
2008: Arne Arildsen, Arden
2009: Søren C. Olesen, Hobro
2010: De Gode Mænd, Mariager
2011: Jørgen Klostergaard, Hadsund
2012: Mariagerfjord Pigekor
2013: Jytte Frederiksen, Hobro
2014: Paul Arnbak, Stinesminde
2015: Leif Høgh, Mariager
2016: Svend Nielsen, Hobro
2017: Kulturtallerkenen, Arden
2018: Øster Hurup Lokalhistoriske Arkiv