Billede beskrivelse

Krigen satte dem på pause – men det stoppede ikke nørkleriet

21. juli 2023 kl. 19.01

STØVRING: I cirka 22 år har Nørklerne fra Røde Kors Støvring strikket og syet tøj til nødhjælp i verden, men i dag er fællesskabet nedlagt på ubestemt tid.

Det fortæller Ellen Christensen, som er frivillig i butikken og tidligere kontaktperson for det kreative fællesskab.

- For et par måneder siden fik jeg en mail om, at Nørklerne var stoppet fra dags dato på grund af krigen i Ukraine.

Billede beskrivelse

- Førhen sendte Røde Kors 30 tons tøj til Hvide Rusland hvert eneste år, men det blev forpurret, da krigen opstod. Vi kunne ikke længere få afsat det, vi lavede, forklarer hun.

Lod sig ikke stoppe

Ifølge Ellen Christensen er der ikke rigtig andre lande, der mangler tøj. De foretrækker, Røde Kors sælger ting, og at de får udbyttet, fordi pengene på den måde bliver i deres eget land, fortæller hun.

Men det har ikke stoppet de kreative nørklere fra at mødes.

- Vi har valgt at fortsætte med at strikke. I stedet for at sende det til andre lande, har vi lavet et samarbejde med Røde Kors i Vejgaard, hvor vores ting sælger rigtig godt.

Billede beskrivelse

Butikken i Støvring har også de hjemmelavede varer på hylderne, men oplevelsen er, at det sælger bedre hos butikken i Vejgaard.

Et hyggeligt fællesskab

I øjeblikket er de 18 personer, som mødes hver anden tirsdag på den gamle højskole. Her sidder de og nørkler, drikker kaffe og får nogle gode snakke.

- Det er ikke kun de ting, vi sidder og laver, som har betydning for os. Det er lige så meget det sociale i det, og at vi har dannet et fællesskab, forklarer Ellen Christensen og fortsætter:

- Det er rigtig hyggeligt, og mange af medlemmerne, som er blevet alene, fortæller, at det er utroligt dejligt at mødes en gang imellem. Derfor ville vi bestemt ikke stoppe med det.

Til hvert møde bager hun en kage, mens de andre nørklere bidrager med en flad 10’er.

- Nu kan jeg rigtig godt lide at bage, så det er en rigtig fin ordning, griner hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste