Kortere ventetid på byggetilladelser i Rebild
Nu er det kun, når det gælder etagebyggeri, det kniber med at leve op til de nationale servicemål
Sammenlignet med 2019 var der i 2020 langt færre tilfælde, hvor borgerne skulle kigge forgæves i mail-boksen efter svar fra Rebild Kommune på en byggeansøgning.
For de mange enfamiliehuse, som skyder op i kommunen, har der eksempelvis været en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 26 dage, hvor det nationale servicemål er 40 dage, og kun når det gælder etagebyggeri ligger sagsbehandlingstiden i Rebild over de nationale servicemål.
At det kan lade sig gøre i en tid med både corona og stor byggeaktivitet er noget, der vækker både glæde og stolthed hos direktøren for området, Jytte Gad Lauridsen.
Samtidig er hun dog ikke blind for, at det kan gøres endnu bedre:
- Det er klart, at både jeg og medarbejderne arbejder for at overholde servicemålene for alle typer af byggeri.
- Aktuelt viser tallene for etagebyggeri, at vi for denne kategori er langt fra i mål, men med til historien hører, at tallene for etagebyggeri dækker over ganske få sager.
- Dermed kan en enkeltsag eller en gammel registrering få stor indflydelse på gennemsnittet, påpeger hun.
Maibrit Lykkegaard er chef for Center Plan, Byg og Vej i Rebild og står dermed med det daglige ansvar for behandlingen af byggesager.
Hun er selvsagt også glad for den pæne fremgang og har samtidig et klart billede af, hvorfor tiden nogle gange overskrides:
- Jeg er naturligvis rigtig, rigtig glad for den klare fremgang, mine medarbejdere har skabt gennem en målrettet indsats i deres daglige arbejde.
- Når tallene for etagebyggeri ikke er helt i top, skyldes det blandt andet nogle ældre sager, som ikke er startet i det digitale værktøj (Byg og Miljø), og som er påvirket af meget lang liggetid hos ansøger eller at ansøger har sendt mangelfuldt materiale.
- Hertil kommer at det nye bygningsreglement generelt set udfordrer os, men det er i øvrigt et problem, alle landets kommuner står med, bemærker centerchef Maibrit Lykkegård.