Klasse på Skørping Skole vandt film-konkurrence
Skoleinspektør tog fusen på 9. C, da de havde vundet Luther-film-konkurrence
Peter Hansen havde lagt ansigtet i sine strengeste skoleinspektørfolder, da han tirsdag formiddag trådte ind til 9.C på Skørping Skole fulgt af flere ledere fra kontoret og fotograf og journalist fra NORDJYSKE.
- Det er desværre i en kedelig anledning, vi er her. Vi er ved at sætte fokus på fravær, og det viser sig, at I er den klasse i hele Nordjylland, der har haft mest fravær. Der er nye regler på vej, og derfor skal I gå i skole fire lørdage inden sommerferien. Det her skal vi have gjort noget ved, det er pinligt!
Skam og chok stod nærmest malet i teenagernes ansigter, mens skolelederen holdt en kunstpause - og så kom det:
- Det er pjat! I har vundet Luther-film-konkurrencen!
Se selv på billederne, hvor glade de så blev alle sammen. Lederne hentede blomster og kage, og der var masser af hujen og kram til den lille gruppe, som har stået for at producere selve filmen.
- Seriøst, det kunne godt passe, fordi vi faktisk har haft utrolig meget fravær! lød det lettet fra Camilla Haack Vadstrup, som er skuespilleren i filmen.
"Hvad fanden bruger vi kirken til i dag?" og "vi har ikke tid til alt det prædikenshit", hører man hende blandt andet sige, før hun finder frem til, at kirke jo egentlig betyder fællesskab, og derfor slutter hun med replikken: "Vi er kirken".
Juryen har blandt andet lagt vægt på, at "filmen demonstrerer udblik til den store verden" og "arbejder fortælleteknisk med speak og billede på en kreativ og spændende måde", og at "brugen af sort skærm giver stof til eftertanke".