Klar til en dag med arier om skæbnesvanger kærlighed
For 17. gang byder Opera I Rebild søndag 12. august velkommen til koncert i Rebild Bakker - og for anden gang markerer friluftskoncerten i Rebild afslutningen på Aalborg Operafestival.
- På den måde er der nu virkelig gang i operaen i Nordjylland om sommeren, fremhæver formand for Opera i Rebild, Søren Steen Nielsen.
Arrangørerne af Opera i Rebild forventer igen i år, at flere tusinde operagæster vil sætte kursen mod Rebild Bakker, når Opera i Rebild går over scenen. Men uden en række trofaste sponsorer ville det vanskeligt kunne lade sig gøre.
Rebild Kommune støtter. Det Obelske Familiefond donerer. Det samme gør Toyotafonden og Knud Højgaards Fond, og Spar Nord Fonden har i denne omgang doneret 50.000 kr til Opera i Rebild.
Ikke mindst som et skulderklap til de flere end 100 frivillige, som sammen med lokale ildsjæle hvert år arbejder hårdt og engageret for at stable Opera i Rebild på benene, fremhæver direktør for Spar Nord i bankområde Støvring. Lisa Kjær.
Temaet for årets Opera I Rebild-arrangement er "Skæbnesvanger Kærlighed", og der lægges ingen fingre imellem! Publikum kommer til at opleve uddrag fra en række af operahistoriernes største værker sunget af topprofessionelle operasangere sammen med Den Jyske Operas kor og Aalborg Symfoniorkester, dirigeret af Giordano Bellincampi.
Til at holde sammen på programmet, intrigerne og al den skæbnesvangre kærlighed, kommer på sjette år Opera I Rebilds "faste" konferencier Preben Kristensen, der i år kan fejre sit 40-års skuespillerjubilæum.
Solisterne er mezzosopranen Francine Vis, tenoren David Danholt og barytonen Johan Reuter og unge Johanne Grønkjær Lorenzen står i spidsen for Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester, som også medvirker i Rebild Bakker 12. august.