Billede beskrivelse

Klar til at bygge friplejehjem i Støvring - når lån falder på plads

Bestyrelsen står på spring til at sende projekt til knap 70 millioner i licitation

14. juni 2023 kl. 14.10

Alt er klappet og klar. Næsten. Byggeriet af det nye Støvring Friplejehjem kan begynde om få måneder, hvis ikke det lige var for nogle skrappe krav fra Finanstilsynet. 

De betyder nemlig, at kreditforeningen ikke vil låne penge til byggeriet, og så kommer friplejehjemmet ingen vegne.

Forklaringen er kringlet, men Jon Pugholm, rådgiver for Støvring Friplejehjem, uddyber:

- I november stoppede Nykredit lån til friplejehjem med henvisning til faldende boligpriser. Desuden er kreditforeningen forhindret i at låne til friplejehjem, fordi Finanstilsynet kræver, at gensalgsværdien af et konkursramt friplejehjem sættes til et ekstremt lavt beløb.

Byggeriet af Støvring Friplejehjem har et budget på knap 70 millioner kroner.

Normalt kan man finansiere et friplejehjem med 88 procent kreditforeningslån, og initiativtagerne i Støvring har de resterende 12 procent på plads i form af banklån og donationer.

-  Vi kommer ikke videre uden kreditforeningslånet, siger Jon Pugholm, der meget aktivt forsøger at ændre situationen.

Sammen med repræsentanter for andre friplejehjem og erhvervsorganisationen Dansk Erhverv holder han i næste uge møde med Finanstilsynet i et forsøg på at få tilsynet til at slække på sine strikse krav.

En anden indsats retter sig mod Folketinget. Gruppen af friplejehjem har kontakt til Venstre, og man håber, at regeringen vil hæve statsgarantien på lån til friplejehjem. Det vil ifølge Jon Pugholm atter åbne for adgang til kreditforeningslån.

- Desuden kan vi vente på, at boligpriserne stabiliserer sig. Det vil også løse problemet.

30 boliger

Idéen om Støvring Friplejehjem har været undervejs i over tre år. Man måtte vente på en lokalplan for området ved Buderupholmvej, hvor hjemmet skal bygges. Den plan blev vedtaget af byrådet tidligere i år. 

Støvring Friplejehjem

  • Planen for et nyt friplejehjem ved Buderupholmvej syd for Støvring omfatter bolig til 30 beboere.
  • Budgettet er på 69,8 millioner kroner.
  • Friplejehjemmets bestyrelse består af Rasmus Pugholm (formand), Thorkild Bækkelund (næstformand), Morten Linnet Rusholt, Marianne Ravn Larsen og Knud Dahl.
  • Jon Pugholm, der i øvrigt er far til formand Rasmus Pugholm, er tilknyttet som konsulent. Han er formand for Klejtrup Friplejehjem, har rådgivet ved etablering af 13 jyske friplejehjem og assisterer yderligere en halv snes, der er undervejs.

Et flertal i byrådet besluttede i efteråret at lukke plejehjemmene Mastruplund i Støvring, Birkehøj i Øster Hornum og Haversdal i Haverslev. Sidstnævnte er allerede lukket. 

Det skubber til interessen for at bo på det kommende friplejehjem.

- Mange pårørende til ældre spørger, hvornår vi åbner. Der er ingen tvivl om, at alle 30 boliger vil være belagt hurtigt efter indvielsen, siger Jon Pugholm.

Billede beskrivelse

Han understreger, at Støvring Friplejehjem nok skal blive til virkelighed.

- Men vi kan ikke trykke på knappen og sende projektet i licitation, før vi har finansieringen på plads, siger han.

Byggeperioden fra start til indvielse er cirka et år. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste