Kirkemaleren fra Terndrup
Da Bent Lybæch Christensen fra Terndrup startede som selvstændig malermester for 38 år siden, havde han en drøm om at komme til at male kirker. En drøm, der må siges at være gået i opfyldelse. Han har lige malet sin 10. kirke.
- I forbindelse med, at jeg startede som selvstændig maler, kan jeg huske, at jeg sagde til min daværende mester og arbejdsgiver, at jeg gerne ville male kirker, hvortil han svarede, at det kunne jeg godt glemme alt om, fortæller Bent Lybæch Christensen den formiddag, Rold Skov Bladet møder ham iført arbejdstøj og malerpenslen i Thorup Kirke ved Skørping.
Thorup Kirke har været lukket siden jul, hvor Bent har været i gang med at male kirken og dens inventar, mens murermester Bo Pejs har forestået kalkningen indvendigt. Arbejdet forventes at slutte midt i maj måned.
- Alt i alt tager det godt og vel tre måneder at male en landsbykirke. Alt inventar har været ude af kirken, som er blevet kalket indvendigt. Derefter blev inventaret sat på plads igen, hvor alt er blevet malet. Selv de mindste detaljer, fortæller Bent, der ved, hvad han taler om. Thorup Kirke er nemlig den 10. kirke i rækken, som han er i gang med at male.
- Her i området har jeg blandt andet malet Skørping Nykirke, Gl. Skørping Kirke, Rold Kirke og Haverslev Kirke, og når hver kirke tager omkring 3 måneder, så er der da gået nogle timer i de forskellige kirker, fortæller Bent, der indimellem dog også har tid til andet malerarbejde. Nogle gange skal malingen jo bruge nogle dage på at tørre, og så kan Bent lige klare en anden maleropgave.
Sidst Thorup Kirke blev malet var i 1960’erne, og Bent forventer da også, at der mindst skal gå 50 år før kirken skal males igen.
- Jeg bruger oliemaling, så det holder, fortæller Bent, der startede som selvstændig maler i 1979, og dermed har altså været i gang i 38 år.
- Dengang var vi 43 malere i det, der dengang hed Østhimmerlands Malerlaug. I dag er vi vel 8-10 malere i området, slutter Bent - kirkemaleren fra Terndrup.