Billede beskrivelse

Kirke, krudt, kragetæer og en ganske munter jagtsnak

24. februar 2018 kl. 11.51

Kirke, krudt og kragetæer, lyder overskriften på et både humoristisk og underholdende foredrag hos MB Jagt, Fiskeri & Fritid.

Jagtbutikken i Erhvervsparken 11 har tirsdag 27. februar klokken 19 allieret sig med sognepræst og jæger Nils Holger Ellekilde.

Så såre, han har fri, skifter Ellekilde den sorte kjole ud med det grønne jagttøj, når jagtloven tillader ham at tage bøssen på nakken.

Foredraget handler om natursyn, præstegerning og om jagt i indland og udland.

Det udføres med mange anekdoter og sjove historier. Med skæve vinkler og samtidig stor alvor om de væsentlige ting.

Om jægerne og jagterne herhjemme. Om oplevelser på udlandsjagt. Om genindvielse af et skovkapel i det gamle Østpreussen under en vildsvinejagt.

Om jagthunde, der forstyrrede en ortodoks gudstjeneste i en lille landsby på grænsen til Hviderusland.

Om drivjagt i Tyrkiet og safarijagt i Afrika.

Et givende foredrag for både jægere og ikke jægere, for troende og for ikke troende samt for dem, der gerne vil underholdes med lidt indhold og mening.

Nils Holger Ellekilde er sognepræst i Seden og Åsum på Fyn. Og altså ivrig jæger.

Han har jaget i Sverige, Polen, Ungarn, Hviderusland, Nordfrankrig, Belgien, Irland, Skotland, England, Tyrkiet og Afrika.

I alt 16 lande har Ellekilde jaget i. Han har skrevet en række jagtbøger og mange artikler i jagtbladene undervejs - humoristiske især.

Der opkræves entré.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste