Karl Marx og Mozart i Kinorevuen
DEN UNGE KARL MARX
Ugens nye film i Kinorevuen handler om den 26-årige Karl Marx, der i 1844 er på vej i eksil med sin hustru, Jenny, da han møder den socialistiske teoretiker, Friedrich Engels i Paris. Engels, der er søn af en industrialist med fabrikker i både Tyskland og England, er voldsomt interesseret i arbejderklassens elendige leveforhold og fremsætter vedvarende kritik af kapitalismens indvirkning på samfundet. Karl Marx fascineres af Engels, der leverer de sidste brikker til Marx’ verdensbillede, og sammen påbegynder de en årelang kamp for at bringe arbejderbevægelsen ind i den moderne æra. En kamp, der munder ud i det berømte værk "Det kommunistiske manifest".
MOZARTS TRYLLEFLØJTEN
Operasæsonen i Kinorevuen blev skudt i gang i oktober med en meget flot opførelse af Verdis opera "Don Carlos", direkte fra Pariseroperaen. Der satses på at holde det høje internationale niveau, og Kinorevuen fortsætter derfor efterårets operatilbud med Mozarts Tryllefløjten fra La Scala operaen i Milano.
Tryllefløjten er en farverig eventyropera, som handler om kampen mellem det gode og det onde - med mystiske hentydninger til frimurerloger og andet spændende. Forestillingen dirigeres af Adam Fischer, som i over 10 år stod i spidsen for DRs Underholdningsorkester. Solisterne er nye kommende operastjerner, fra La Scala-operaens eget operaakademi, hvor Tryllefløjten er deres afgangsprojekt. Tryllefløjten vises i Kinorevuen lørdag den 11. november.