Jomfrutur i kraftig blæst

Roere kunne ikke vente med at tage ny Njord coastalbåd i brug

06. november 2020 kl. 15.40

Torsdag var der kraftig vind i Løgstør med vindstød på omkring 8 meter i sekundet.

Løgstør Roklub har netop anskaffet sig en spritny Njord coastalbåd til klubformål, og den skulle naturligvis prøves af med det samme.

Birgitte Lindhard og ægtefællen Niels Voldbæk kunne ikke vente til weekenden med at prøve.

Jomfruturen foregik i Frederik d. VII’s kanal, hvor vinden og bølgerne ikke var så voldsomme, og det gik fint.

I weekenden er der andre, der også vil afprøve nyanskaffelsen, og til den tid ser vinden heldigvis ud til at lægge sig.

En coastalbåd er en meget sødygtig outrigger, som er beregnet til at ro i bølger.

Båden koster knap kr. 70.000 alt inklusive.

Købet er blevet muligt ved tilskud fra Jutlander Bank, DIFs og DGIs Foreningspulje, den lokale Bengtsson Fond samt Vesthimmerlands Kommunes Materiale Tilskudspulje - i alt kr. 54.000.

Restbeløbet har roklubben selv fremskaffet ved at gøre indhug i klubbens egne midler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste