Jazz i kirke og på havnen
Onsdag 11. juli bliver Store Jazzdag i Øster Hurup. Byen får besøg af intet mindre end Mads Granum Kvintet fra København, der om eftermiddagen vil vise, hvad kirkemusik og jazz kan sammen, og om aftenen hvordan man fyrer op under jazzandagten på havnen.
Om eftermiddagen spiller de fem musikere (Regitze Glenthøj: vokal, Mads Hansen: saxofon, Mads Granum: piano & kirkeorgel, Thomas Ovesen: kontrabas, Ricco Victor: trommer) i Øster Hurup Kirke under overskriften: Jazz i kirken og fællessang, og ifølge annoncen, vil kvintetten her - ud over at spille nogle numre - præsentere nogle af Mads Granums nye salmemelodier, både som jazznumre og som fællessang.
Menighederne i Als og Øster Hurup er allerede blevet præsenteret for nogle af Mads Granums smukke og melodiøse salmemelodier under musikgudstjenesterne i løbet af vinteren. Nu får publikum så lejlighed til at høre salmerne med komponisten selv og hans kvintet, varighed en times tid.
Om aftenen på havnen på Restaurant Neptuns terrasse, afholder Iben Brejner Højgaard så den traditionelle, årlige jazzandagt.
Her vil Mads Granum Kvintet også spille, og de vil fungere som såvel andagts-akkompagnement og som koncertkvintet, da andagten som altid glider direkte over i en lille times jazzkoncert.
Da vejret bliver godt den 21/7, kan vi love en stor musikalsk og stemningsfuld oplevelse i såvel kirke som på havnen. Der er selvfølgelig gratis adgang til begge arrangementer.