Intet - som et godt måltid mad i fint selskab med andre
Ældre Sagen holdt spis sammen aften i medborgerhuset
HOBRO: Ni frivillige fra Ældre Sagen serverede, da foreningen for nylig bød på god dansk mad til en spis sammen aften.
Snakken gik ved de veldækkede borde i Hobro Medborgerhus store sal, hvor 60 ældre takkede ja til det velsmagende tilbud.
Og opfordringen til at få talt med sidemanden blev fulgt, så det summede af glæde i salen hele eftermiddagen.
Også struberne fik mæle, idet der blev sunget, da Tove Kristensen og Henning Hammer ved klaveret introducerede efterårets sange og Benny Andersens tekster.
Fortsættelse følger i uge 17
Med Lis Thomsen som opråber af numre spillede gæsterne undervejs banko.
Spændingen kunne mærkes, når professionelle og amatørspillere var ved at have rækken eller pladen fuld.
Ved afskedsstunden blev sagt pænt farvel og tak - og hvornår skal vi komme igen?
Umiddelbart havde Ældre Sagen ikke planer om flere spis sammen arrangementer.
Men efterfølgende har Ældre Sagen varslet mulighed for tilskud til endnu en runde i uge 17 næste år.
Så du kan allerede begynde at glæde dig til et velsmagende måltid mad i godt selskab.