Billede beskrivelse

Inge Marie og John fandt kærligheden på et kursus: Nu åbner de klinik i Støvring

12. juni 2022 kl. 18.30

Mellem tøj- og sportsbutikker i City Centret i Støvring er der nu åbnet en helt ny genre i lokalerne på nummer 29 - nemlig en klinik for alternativ behandling.

Menneskerne bag klinikken er behandlerne Inge Marie Hansen og John Mørch.

De har i flere år haft hver deres klinik i hver deres ende af landet, men for knap et år siden mødte de hinanden til et kursus for behandlingsformen Access Bars, der blev holdt i John Mørchs private hjem, og straks slog det gnister mellem dem.

Nu har de valgt at flytte sammen - ikke kun i privaten, men også arbejdsmæssigt, da de rykker deres virksomheder under samme tag med navnene Time to Change og Buddhasro - klinikken i Støvring.

To navne, samme mission

De to navne på døren skyldes, at Inge Marie Hansen og John Mørch bibeholder hver deres virksomhed.

Selvom de er et par og har samme adresse, ser de sig som selvstændige behandlere.

- Vi vil selvfølgelig bruge hinanden meget til sparring, og vi vil også komme til at have nogle kurser og stressforløb sammen, men vi er også stadig vores egen behandler med egne forløb, forklarer Inge Marie Hansen.

Trods forskellige virksomhedsnavne er missionen og værdierne hos Inge Marie Hansen og John Mørch de samme.

- Vi vil gerne bidrage til at en masse mennesker får et bedre liv, siger Inge Marie Hansen og John Mørch supplerer:

- Vi vil hjælpe folk til at finde sig selv, og at de får skabt det liv de gerne vil have.

Billede beskrivelse

Flere års erfaring

John Mørch har i mange år arbejdet som underviser på Teknisk Skole i Aalborg. De seneste to år har han ved siden af undervisningen også haft Buddhasro, hvor han har coachet og lavet behandlinger i eget hjem i Haverslev. Indtil nu, hvor Inge Marie er rykket ind og behandlingen rykket til Støvring.

Inge Marie Hansen kommer oprindeligt fra Kalundborg og har selv haft klinik i otte år i Asnæs på Nord- Vestsjælland.

Inden da arbejdede hun som misbrugsterapeut i Odsherred Kommune, men de begrænsende forudsætninger og systemer i det offentlige gjorde, at hun søgte sit eget. Dog droppede hun aldrig helt samarbejdet med kommunen, da hun siden har haft ressource-forløb med psykisk sårbare, hvilket hun også er godt i gang med at opstarte i Rebild Kommune.

Billede beskrivelse

En unik behandlingsform

Selvom klinikken har meget at tilbyde, er der især en af behandlingsformerne, som parret har stor succes med - nemlig Access Bars.

- Mange ved ikke, hvad det er, men det er en fantastisk nem og effektiv måde at få folk til at slappe fuldstændig af. Via klinikken vil vi gerne udbrede kendskabet til behandlingsformen endnu mere i Rebild, siger John Mørch.

Og det er der god mulighed for, da parret lige nu er de eneste i Rebild Kommune, der officielt tilbyder behandlingen. Nu glæder de sig til at blive godt etablerede i Støvring.

Parret overtog klinikken 1. juni og har åbent fra dags dato.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste