Inge-Lise fejrer 40 års jubilæum
RANUM: Det er ikke mange mennesker, der opnår at fejre 40 års jubilæum på samme arbejdsplads, men nogle få kan.
En af dem er nattevagt på Plejecenter Kærbo i Ranum, Inger-Lise Holm, der den 1. februar 2022 kan fejre 40 års jubilæum på samme arbejdsplads i Ranum.
Inger-Lise fik sin uddannelse som sygehjælper på sygehuset i Viborg. Og for godt 40 år siden flyttede hun og hendes mand Frank Blicker til Ranum, hvor Inger-Lise fik ansættelse på Plejecenter Kærbo og der har hun været lige siden.
Et velkendt par
Med 40 år på Plejecenter Kærbo i Ranum er Inge-Lise efterhånden et velkendt ansigt.
Det er også tilfældet for hendes mand, Frank Blicker, der er aktiv musiker i ”Madam Blå” og er kendt i området på grund af hans musik og tekster, der blandt andet bliver spillet til byfesterne og lignende arrangementer.
Ingen planer om at stoppe
I fritiden elsker Inger-Lise at hygge i haven eller gå ture i den smukke natur ved Rønbjerg eller Vitskøl Kloster. Men selvom fritiden byder på mere natur end arbejdslivet, så har hun ikke i sinde at stoppe med sit erhverv lige foreløbig.
- Jeg elsker mit arbejde og har p.t. ingen intentioner om at stoppe, siger den glade og friske jubilar, Inge-Lise Holm.
- Så længe jeg kan bruges og helbredet vil, forsætter jeg. Jeg føler, at jeg stadig har meget tilbage i mit arbejdsliv.
På grund af corona er festlighederne i forbindelse med Inge-Lises jubilæum på Plejecenter Kærbo udsat indtil videre.