Ildsjæle knokler sig til stor donation til julemærkehjem
Julemærkehjemmet i Hobro har fået en stor lokal donation. Det er Y’s Men’s Club II Hobro, som har haft penge med til hjemmet.
Klubben har fået 8.000 kr. for at hjælpe REMA 1000 i Hobro med at nedtage hylder og inventar i den gamle butik, og senere, da den nye butik var klar, hjalp man til på åbningsdagen med at pakke kundernes varer i poser. Disse penge blev givet videre til julemærkehjemmet i Hobro.
- Tak til REMA for beløbet på 8.000, som går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro, skriver Y MEn's Club II Hobro i en omtale.
Over 20.000 børn
Julemærkehjemmet i Hobro har eksisteret i 83 år, og over 20.000 børn har haft et ophold her. Hjemmet modtager børn fra hele den øverste halvdel af Jylland. Dvs. at Julemærkehjemmet i Hobro modtager børn fra Lemvig til Skagen.
Et ophold koster 80.000 kr. for et barn, og der er venteliste på at få tildelt et ophold.
Det er nok stadig den almindelige opfattelse at det er børn, der vejer for meget, som søger ophold på et julemærkehjem, men i dag er det ifølge forstander Lise Claesson, meget ofte trivselsproblemer, som fx ensomhed og lavt selvværd, der får forældrene til at søge om et ophold til deres barn, skriver donationsgiverne i omtalen.