Det var en rigtig god idè, da fem venner i hast fik arrangeret en storskærm til Danmarks EM-semifinale i fodbold for halvandet år siden. Nu gentager de den til VM, bare indendørs.
Det sker

Idé født under bryllup: Vil lave gratis VM-bold til 800 gæster

Selv om fodboldlandsholdet er på udebane i Qatar, gør idrætscenter en hal til lokal hjemmebane 

08. november 2022 kl. 13:01

AARS: Det er sjovere at se fodbold med andre. Især når det handler om landsholdet. Derfor bydes der nu til folkefest, når Danmark snart løber på banen til en afgørende kamp ved VM i Qatar.

En hel hal gøres til hjemmebane for 800 af egnens mest sociale fans, når Frankrigs verdensmestre lørdag 26. november stiller sig på den anden side af midterlinjen for at stoppe de danske forhåbninger.

På det tidspunkt har Danmark spillet mod Tunesien, og kampen mod Frankrig kan meget vel afgøre, hvem der vinder puljen, allerede inden det rød-hvide hold slutter runden af mod Australien.

Billige øl og pølser

- Vi synes, der er meget mere stemning på den her måde, og det ved vi, at andre også synes. Det er lykkedes os at holde en hal fri på dagen, og så er der gratis adgang til alle der vil, siger en af arrangørerne, event- og marketings-koordinator Allan Mølgaard.  

Adgangen bliver gratis og fadøllene billige, ligesom der vil være en pølsevogn i hallen, lover han. Derfra er det op til gæsterne at heppe de rød-hvide farver til sejr.

- Det har taget sin tid at få det formelle på plads med fremvisningen. Men nu har vi det på skrift, at vi kan vise kampen gratis, så længe vi ikke tager entré, fortæller Allan Mølgaard.

Idé fra bryllup

Ideen er på sin vis halvandet år gammel. Dengang var han og en flok venner til bryllup, hvor de nådigt fik lov til at se anden halvleg af Danmarks EM-kvartfinale mod Tjekkiet. Gruppen, der også er vant til at arbejde sammen om Kimbrerfesten, fik i al hast arrangeret storskærm til semifinalen mod England, hvor op mod 1000 mennesker kom og så på. 

Skulle der blive overskud ud af fremvisningen, går det til arbejdet på Idrætscenter Østermarken.  

Måske også finalen

Skulle Danmark gå videre til ottendedels-finalerne - og er interessen tilpas stor for at se Frankrigs-kampen - vil Allan Mølgaard gerne se på, om man kan lave en ny visning på storskærm. De ligger i weekenden 4.-5. december, men det vil være afhængigt af velvilje fra de klubber, der har booket hallen den afgørende dag.

- Hallerne er fuldt booket på hverdage, så der kan vi ikke gøre det. Men jeg har tjekket, at vi kan få hallen søndag den 18. december, hvis der bliver brug for det. Det er der, der er finale, smiler Allan Mølgaard.

Annonceret indhold

Nyeste