Hvis du slet ikke kan undvære din smartphone
Er du afhængig af din smartphone?
- Neeeej ...vil de fleste svare, men alligevel opdager du gang på gang, at den lille skærm har sneget sig op af lommen, fordi den gav en lyd fra sig.
- Og det er ikke kun til de unge, men i sandhed også til forældre og snart måske også til seniorgruppen, at man bør rette det spørgsmål, siger LOF’s skoleleder Jan Vestergaard.
Han har torsdag 12. april i Hobro Medborgerhus inviteret Helle Wolder som foredragsholder til at grave i den tilsyneladende voksende afhængighed af smartphones.
I sit foredrag går Helle Wolder bag om teknologien og ind i hjernen og undersøger, hvilke biologiske mekanismer, der ligger bag en (måske uopdaget) smartphone afhængighed.
Du får viden om, hvordan hjernen fungerer, og hvordan den belønner dig med lykkehormoner (endorfiner), når du tjekker din telefon.
Og du får også små fif til, hvordan du kan skrue ned for sit telefon-forbrug - altså hvis du har brug for det.
- Vi har valgt at udbyde Helle Wolders foredrag som debatforedrag, da der helt sikker vil være mange spørgsmål og meninger om emnet, forudser skoleleder Jan Vestergaard.
Helle Wolder er lokal med bopæl i Hobro, hvor hun også har sit arbejde indenfor sundhedssektoren.
Hun har de seneste 15 år arbejdet med sundhed, trivsel og mental robusthed, er uddannet coach og har stor erfaring med undervisning og formidling.
Du skal tilmelde dig på forhånd til LOF Mariagerfjord/Rebild - enten på mariagerfjord@lof.dk eller hjemmesiden mariagerfjord.lof.dk.