Hotel fejrer 30 års fødselsdag med 80er-fest
REBILD: Det kommer ikke til at gå stille af, når hotel Comwell Rebild Bakker her i forsommeren fejrer 30 års fødselsdag.
Jubilæumsdatoen er egentlig 1. maj, men selve fødselsdagsfesten holdes først lørdag 16. juni.
Det sker med et brag af en 80’er-fest, hvor den danske gruppe, Sweethearts, spiller op til fest og glade dage.
Gruppen med skuespiller Pernille Højmark i den vokale forgrund kan præcis ligesom hotellet i Rebild Bakker fejre 30 års jubilæum her i 2018, og Sweethearts har gennem alle årene været garant for højt humør og god stemning.
80er-festens anden 30 års-fødselar blev oprindeligt opført af Ejendomsselskabet Rebild Bakker A/S for et trecifret millionbeløb, og er siden overtaget af erhvervsmanden Jørn Thorbjørn Christensen.
I dag er det Jane Andersen, der som hotelchef står i spidsen for den daglige drift, og hun imponeres dagligt over, hvor gennemtænkt og funktionelt man tænkte, da man opførte hotellet tilbage i 1988.
- De formålsindrettede lokaler holder stadig den dag i dag. Vi har selvfølgelig renoveret, fornyet og moderniseret store dele af hotellets mange mødelokaler og værelser, så de følger tidens standarder og behov. Men rammerne er de samme, og dem har vi passet godt på, siger hun.
I 1997 overtog Comwell driften af det 15.000 kvadratmeter store hotel, der i dag består af 150 værelser, 22 konference- og mødelokaler, restaurant, bar, swimmingpool samt en lang række faciliteter for motion, leg og sport.