Hør om to gamle lokale kirker
REBILD: Museerne i Støvring og Rebild inviterer til at besøge Kapelbakken ved Tulsted og derefter Thorup Kirke.
Det foregår lørdag 1. september, hvor deltagerne mødes kl. 13.30 ved gården Tulsted, Aspvej 4.
Turleder Arnt Johansen fortæller først om gårdens historie. Derefter bliver der en lille vandretur over gårdens marker til Kapelbakken, hvor der findes rester af Tulsted Kirke eller Kapel, der eksisterede indtil begyndelsen af 1500-tallet. På turen kan man se kirketomten og de bevarede diger.
Derefter går man tilbage til Tulsted og tager videre til Thorup Kirke. Den er opført i 1100-1200-tallet og ligger ensomt på en bakketop mellem Hellum og Thorup - tæt på skoven. Kirken har romansk døbefont med løvemotiv, sengotisk tårn og våbenhus fra cirka 1900.
Turen er ikke egnet for gangbesværede, oplyser arrangørerne.