Hobros nisser på svær mission
I den forgangne weekend luftede Fyrkatspillet for første gang i år nissetøjet.
Og med velberådet hu.
Vanen tro er den nemlig rivende gal i den lille købstad op til jul.
Men denne gang har Hobros trofaste nisser fået en massiv udfordring, som oven i købet går ud over deres elskede risengrød.
Byens såkaldte vise herrer er røget i totterne på hinanden på grund af det tilstundende byrådsvalg, og kvinderne fråder af raseri over, at de ikke har stemmeret.
Den mest populære butik på egnen, som også er samlingssted for godtfolk i byen, bliver pludselig solgt ved tvang, og julestemningen må se sig selv hjemløs og fuldstændig under nulpunktet.
Det samme er vejret, da en voldsom snestorm melder sig og to børn forsvinder i den.
Skal det endelig lykkes menneskelig dårskab at få dræbt juleglæden, eller vil fornuften, og byens nisser, træde til og atter engang redde det gode juleliv?
Det kan du ved selvsyn opleve på Hobro Theater.
Julekaos har premiere lørdag 2. december klokken 14.
Yderligere fem forestillinger følger søndag 3. december klokken 14, og onsdag 6. december klokken 19.
Desuden spilles fredag 8. december klokken 19, lørdag 9. december klokken 17 samt søndag 10. december klokken 14.