Hobro mister måske sin biograf
Hvis Filmteatret var en biograffilm, ville publikummerne sidde med tilbageholdt åndedræt og spændt vente på, om den ender lykkeligt.
Lige nu befinder Filmteatret sig i dyb krise, lader daglig leder Jens-Arne Østergaard forstå.
- Man skal være forsigtig med at råbe "ulven kommer". Men økonomisk er vi nu så trængt, at der er nødt til at ske noget.
- Jeg håber ikke, det kommer så vidt, at Filmteatret lukker, siger Jens-Arne Østergaard.
I år mangler Filmteatret 100.000 kroner for at få driften til at hænge sammen.
Der er tale om et akkumuleret underskud over nogle år, siden 2011, hvor Filmteatret med hjælp fra kommunen, stat og LAG fik digitaliseret sine to sale.
- Nogen snakker om "det dumme Hobrohul", og har desværre mere lyst til at køre til en af Nordisk Films biografer, hvor der er tilbagelænede sæder og kopholdere.
- Men oplevelsen er lige så stor i Hobro, insisterer Jens-Arne Østergaard, som appellerer til, at borgerne i Hobro bliver flinkere til at gå i deres lokale biograf.
Han fremhæver, at Filmteatret har surroundlydanlæg og Danmarks bedste 3 D med knaldskarpe billeder.
Man viser godt et halvt hundrede danmarkspremierer om året, men desværre sælges der ikke en gang én billet pr. indbygger pr. år.
Han synes, en by som Hobro bør have en biograf. Hvis den lukker, vil taberne være de daglige brugere, ikke mindst seniorerne og deres børnebørn.
Hobroenserne vil også miste muligheden for at kunne sende deres store børn trygt i biografen på egen hånd.
Formand for Hobro Borger- og Håndværkerforening, Preben Jensen, som udlejer en del af bygningen til Filmteatret, ønsker at få det politiske og administrative system i Mariagerfjord Kommune i tale.
Visionen om et kulturhus i den gamle teaterbygning i Hobro, som blev lanceret for et par år siden, fortjener at blive støvet af.
Som det har været fremme, vil borger- og håndværkerforeningen stille teaterbygningen vederlagsfrit til rådighed for projektet.
- Vi har en drøm og et håb om, at kulturhuset bliver til noget. Hobro er Mariagerfjords hovedstad. Det er her, folk vil bo. Byen har 1000 flere indbyggere end for 10 år siden. Når vi skal sælge Hobro er det vigtigt, at vi har et driftigt kulturliv, argumenterer Preben Jensen.
Hvis Filmteatret går neden om og hjem, vil borgerforeningen ikke have økonomisk grundlag for at opretholde teatersalen, forklarer han.
Jens-Arne Østergaard siger, at en happy ending på Filmteatrets aktuelle krise vil være, at Mariagerfjord Kommune siger:
"Vi forstår godt jeres nød", og spænder et økonomisk sikkerhedsnet ud, ind til et nyt kulturhus er realiseret.
70 frivillige og en lønnet leder driver på foreningsbasis Filmteatret. Man får 160.000 kroner i årligt tilskud fra kommunen.
Indtil videre er der i år solgt 6699 billetter. Lidt flere end sidste år. Biografenhar godt 50 danmarkspremierer årligt.
Efter digitaliseringen i 2011 viser biografen langt flere nye film. Men de er også blevet dyrere at leje.