Her får børn et lille pusterum

Hostruphøj tager sig af sårbare børn, når de en tid er væk fra deres forældre eller plejefamilie

22. februar 2018 kl. 06.20

Sårbare børn tilbydes et pusterum fra en problemfyldt hverdag i den nye afdeling af Hostruphøj i Hobro.

Nærvær sættes i højsædet, fortæller en af pædagogerne i den nye afdeling, Stine Vestermark.

- Vi spiller rigtig meget brætspil. Både store og små synes, det er helt vildt hyggeligt.

Som et led i at skabe tryghed vælger børnene selv deres sengetøj.

Motiver med Minions, Frozen og Hello Kitty er populære, fortæller Stine Vestermark.

Sengen står redt og parat med yndlingssengetøjet, når børnene møder til aflastning.

Børnene har også en opslagstavle på værelset, som de kan sætte personligt præg på.

Den nye afdeling ligger på Wilhelm Jensens Vej 28 C.

Her drev Mariagerfjord Kommune indtil august i fjor en børnehave.

Kommunen havde lejet sig ind hos Livsværk, foreningen bag Hostruphøj.

Indvendigt er den gamle Bloksbjerg Børnehave næsten ikke til at kende igen.

Den er blevet smart indrettet med lyse børneværelser, køkken og opholdsrum, kunne gæsterne forvisse sig om.

Hostruphøjs nye afdeling har plads til i alt 40 børn, der trænger til luftforandring fra enten hjemmet eller plejeforældrene.

De er der ikke alle samtidig - nogle kommer kun i weekenden, andre på bestemte hverdage.

For tiden aflastes 17 børn på Hostruphøj, så den nye afdeling er kommet godt i gang, noterer forstander Kitt Palbjørn-Pedersen.

Den nye afdeling åbnede for børnene i oktober.

Den rummer otte værelser, hvor børn fra sårbare familier og plejefamilier kan komme i aflastning i kortere perioder.

Aflastningsafdelingen tæller også et familieværelse, hvor forældre i perioder kan bo med deres barn og med støtte blive bedre til at tage hånd om barnet.

Endelig tilbyder afdelingen et efterværns værelse til unge, der under pædagogisk tilsyn skal lære at bo for sig selv.

Som Jens Verner Pedersen, Tobberup, der var formand for bestyrelsen i årene 2002-2016, bemærkede i sin festtale:

- Jeg sagde i sin tid ja til posten uden nogen anelse om, hvad det ville indebære.

- Efter 14 år følte jeg mig som Jeppe på Bjerget, der vågner i baronens seng: "Drømmer jeg, eller er jeg vågen!"

- Hostruphøj har været igennem en helt fantastisk udvikling.

- Et kinesisk ordsprog taler jo om at bygge enten læhegn eller vindmøller, når forandringens vinde blæser.

- I har evnet at bygge både læhegn og vindmøller. I har passet på det gamle og set nye muligheder, roser Jens Verner Pedersen.

Nuværende bestyrelsesformand Roland Durup ridser historien således op:

I 1953 var kommunen så venlig at skænke foreningen Livsværk en byggegrund med fjordudsigt, som er de færreste forundt.

Selve foreningens historie går dog helt tilbage til 1898, da den hed - holdt fast - "Kristelig Forening til Offentligt Tiltalte og Straffede Børns Redning".

I dag kan Hostruphøj opvise en hel vifte af højt specialiserede tilbud:

Tilbud som akutanbringelse, tidsfokuseret anbringelse, døgnafdeling, intern skole, sfo og nu også aflastning.

- Et superdygtigt sted, som er trygt og udviklende for børnene, roser generalsekretær i Livsværk, Ebbe Lorenzen.

- I står for ordentlighed.

- Her ser man altid på det unikke barn, før man ser på metoden, pædagogikken og for den slags skyld økonomien, fremhæver Ebbe Lorenzen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste