Her bor et Michelin-møllerpar
Falslevgård Mølle mellem Hadsund og Assens leverer bl.a. råvarer til restaurant Domestic, som forleden modtog en Michelin-stjerne
HADSUND: På det gastronomiske Danmarkskort kan man nu se, hvor de landmænd, der leverer råvarer til Michelin-restauranterne, bor.
Blandt dem - som de eneste i Nordjylland - er Falslevgård Mølle, Hadsundvej 112 mellem Hadsund og Assens der bl.a. leverer råvarer til restaurant Domestic.
Da de franske Michelin-stjerner blev spredt ud over landets bedste restauranter, følger landmænd fra hele landet spændt med i, hvor gastronomiens fineste hæder lander.
For det er netop dem, landmændene, der leverer råvarerne til top-restauranterne rundt omkring i Danmark.
Og nu kan du via Landbrug & Fødevarers interaktive Danmarkskort se, hvor i landet landmændene, der producerer råvarer til Michelin-restauranterne, bor.
Karin & Niels
Møllerparret bag succesen på Falslevgård Mølle er Karin og Niels, der driver Falslevgård Mølle.
Parret fortæller: - Det er vores passion for bl.a. de gamle kornsorter, der i sin tid gjorde, at vi blev økologer og møllere.
Vi maler selv de gamle kornsorter på en mølle efter de stenkværns principper, som nænsomt maler melet, og dermed bevarer den gode smag, næringsstoffer og kimolier.
Vi maler kornet hver uge, så du kan få frisk økologisk mel til brød og andet bagværk. Denne friskhed kan smages.
Udover vores produktion af mel, holder vi også bagekurser, så du kan lære teknikkerne, som er anderledes i forhold til at bage med industrielt mel, som ikke har samme indhold af næringsstoffer og kimolier.
Og ikke at forglemme har parret også indrettet en Gårdbutik der holder åbent hver tirsdag og onsdag, som alle er meget velkommen til at besøge og få råd og vejlendning om stedets mange produkter.
Falslevgård har været i familien eje siden 1927
Chresten Foged kom som 3. generation udvandrer til Amerika tilbage til Danmark i 1927 og købte Falslevgård mølle på tvangsauktion.
Den tidligere ejer havde investeret i en stor Vindrosemølle på en høj stålgittermast; men han havde i en storm glemt at bremse møllen. Så der blev en pause på 79 år i Falslevgård Mølle’s produktion af mel.
I de mellemliggende år blev der drevet traditionelt landbrug på møllen. Først af Chr. Foged og senere af hans søn: Arne Foged.
Gården er på ca. 75 ha. Heraf dyrkes 45 ha, 20 ha er med skov og 10 ha er vedvarende græs i fjordenge.
I 1998 overtog sønnen Niels og hans kone Karin gården og omlagde den til økologisk drift med kornavl og fede-kreaturer og bl.a. blev der dyrket økologisk brødkorn af moderne hvedetyper.
Efter nogle år med moderne hvedetyper opstod ideen om at dyrke de gamle korntyper og formale dem på stenkværn.
Så i 2008 genopstod Falslevgård mølle som produktionsmølle med stenformaling af de gamle kornsorter: Spelt, ølandshvede, emmer, enkorn, svedjerug, goldblumehvede, scalinhvede, stavehvede og nøgenbyg.
- Vi samarbejder med kornforsker Anders Borgen, Agrologica, der har specialiseret sig i at finde og opformere gamle kornsorter bla. fra nordeupæiske GEN-banker, fortælle Niels.
Kornets vej til mel
Det er en passion for parret, at kunne følge kornet, som bliver sået på marken, gror sig stor til at blive høstet og som til sidst bliver malet til mel på vores moderne stenkværns mølle.
Det er en fornøjelse at være medvirker i processen fra jord til bord.
Niels dyrker selv kornet, som senere males til mel. I gamle dage malede man mel på en stenkværn. I dag bruger vi en lidt mere moderne udgave af en mølle, som bygger på den gamle teknik.
Moderne mølleri
I de moderne møllerier kan man skille tingene ad, så klid, kim og frøhvide kommer hver for sig. Er det hvede, bliver frøhviden til almindeligt hvidt hvedemel.
Ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt er frøhviden, der består af stivelse, ikke særlig værdifuld.
Olien i hvedekim kan let harske. Det starter så snart kornet er malet og kimen kommer i kontakt med luftens ilt. Selv ved kølig opbevaring går der ikke mere end en måned, før melet forandrer smag. Det problem har man ikke med hvidt mel. Holdbarhedsdatoen er ét år efter fremstillingsdatoen.
Ernæring
Da vi maler vores mel på en moderne mølle med de gamle stenkværnsprincipper, mister melet ikke sin næringsstoffer.
Derfor sætter parret stor ære i, at det korn man maler på møllen indeholder alle de næringsvigtige dele skal, klid og frøhvide.
- Økologi handler i virkeligheden om at arbejde med naturen - ikke mod den.
Økologi
Falslevgård drives efter de økologiske principper, som er gældende for danske autoriserede økologer.
Der må ikke gødes med kunstgødning eller sprøjtes med pesticider, men der arbejdes udelukkende med sædskifte, mekanisk ukrudtsbekæmpelse og kvælstoftilførsel gennem grøngødning, bælgplanter og efterafgrøder.
Kvalitet
Valg af afgrødesorter er af stor vigtighed.
Vi vælger ikke efter udbytte (kvantitet), men efter sortens bage-egenskaber og øvrige kvalitets-parametre.
Vore dyrkningsprincipper som f.eks. sædskifte, jordbehandling, gødskning mv. tilrettelægges med avl af brødkorn som 1. prioritet.
Gamle kornsorter
Her på gården dyrker vi de gamle kornsorter, da næringsindholdet er større og giver en bedre smag.
Vi dyrker ølandshvede, svedjerug, spelt, emmer, goldblume m.m. slutter Karin og Niels.