Billede beskrivelse

Hele byen spærres af: - Folk ved ikke, hvad der rammer dem

23. august 2022 kl. 13.00

Finn Ramsgaard er tovholder for et trafikalt eksperiment uden sidestykke i Danmarks mindste købstad, Mariager. Hele midtbyen skal i fire dage lukkes for biler, lastbiler og motorcykler.

- Folk ved ikke, hvad der rammer dem. Der har aldrig været noget så stort i Mariager før! siger Finn Ramsgaard, som viser Nordjyske rundt i byen, hvor der er sat telte op på flere af de centrale pladser.

En lastbil kører forbi det kendte Hotel Postgaarden ved Torvet. Finn Ramsgaard bemærker at, "Alt det med lastbilkørsel slipper vi for, fordi vi lukker det hele af". Folkemødet vender op og ned på Mariager.

Fra klokken 9 morgen til 22 aften i de fire dage, det varer, vil der være sat bomme op. Kun folk med særlig tilladelse må passere.

- Jeg er lidt nervøs for, om folk vil acceptere, at vi lukker byen af på den måde. Men vi gør det for at sikre, at der ikke kommer utilsigtet færdsel, som kan true sikkerheden, forklarer Finn Ramsgaard.

Europæisk Folkemøde i Mariager

10.000 besøgende om dagen, over 200 politikere, virksomheder og organisationer fra mere end 30 europæiske lande og et væld af demokratiske samtaler, oplevelser, musik og mad.

I fire dage står Mariager på den anden ende, når Det Europæiske Folkemøde for første gang nogensinde går løs fra den 25. til 28. august.

I to år har arrangørerne planlagt eventet, og forventningerne er tårnhøje. Men hvordan kommer det egentlig til at forløbe og påvirke byen, når folk fra hele Europa indtager de brostensbelagte gader? Og bliver Folkemødet det store trækplaster, der er lagt op til?

Følg med når Nordjyske dækker begivenheden.

Hans mobiltelefon bimler ustandselig med vigtige opkald. Så er det 30 Hoffmann-klodser til trafikværn, der ikke er blevet leveret. Det skal Finn Ramsgaard finde en løsning på. Og det gør han, forsikrer han.

Det er en erfaren herre, som folkemødet i Mariager har hyret ind til opgaven. Finn Ramsgaard har været trafikal ankermand for Smukfest i Skanderborg siden 2008.

- Ofte aner jeg ikke, hvem der spiller på Smukfest, så meget ringer folk til mig undervejs. Jeg har over 100 telefonsamtaler om dagen, fortæller han.

Succeskriteriet

Succeskriteriet for Finn Ramsgaard er, at gæsterne til folkemødet i Mariager oplever, at de nemt kan komme til at parkere.

Billede beskrivelse

- Jo mindre de mærker til det, både dem der er i byen og dem udefra, jo bedre, siger han.

Den største p-plads vil være bag ved idrætshallen og børnehaven, Gl. Hobrovej. Her er i alt 2000 afmærkede p-pladser. Gæster, der kommer fra Hadsund, henvises også til p-pladsen ved hallen.

På Hadsundsiden af Mariager vil der være 50 p-pladser ved sejlklubben.

Omfartsvej savnes

Egepladsen og andre centrale pladser i Mariager spærres for parkering allerede fra onsdag, så byens befolkning kan begynde at vænne sig til tanken.

- Vi giver særlige adgangstilladelser til folk, som skal til læge, på apoteket eller til fysioterapeut. Så sikrer vi, at vi ikke lukker nogen ud i det spil.

Omkørsel fra Hadsund til Mariager bliver via Havndalsvej, Skrødstrup og Hem til Randersvej.

Billede beskrivelse

- Lige nu kunne man godt have brugt den omfartsvej, de snakkede om for nogle år siden! Men var det ikke 75 millioner, den ville koste - det var i hvert fald mange penge, siger Finn Ramsgaard.

Jobbet som trafikansvarlig er man autodidakt til. Men det er ingen skade at kunne trække på en uddannelse som byplanlægger og erhvervserfaring, bla. 12 år som teknisk chef i Galten Kommune.

Finn Ramsgaard arbejder "lidt lønnet og meget frivilligt".

- For det første blev jeg bedt om det, og for det andet synes jeg, det er spændende, siger Finn Ramsgaard, der allerede kender byen som sin egen lomme efter at have boet i Mariager i et år.

Hans mavefornemmelse forud for det store arrangement 25.-28. august er god:

- Vejret er godt. Det skal helst ikke være så godt vejr, at folk hellere vil til stranden. Skyer og sol er helt optimalt til en festival. Vorherre er med os, smiler Finn Ramsgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste