Hegedalsvej bliver til to minus en-vej

14. november 2017 kl. 13.56

En type vej, som sjældent forekommer i Mariagerfjord Kommune, forsøges nu indført på den stejle Hegedalsvej i Hobro.

Den kaldes to minus en-vej og anbefales af Mariagerfjord Kommunes eksterne rådgiver, Cowi.

Politikerne i udvalget for teknik og miljø i Mariagerfjord besluttede på deres seneste møde, at vejtypen skal have en chance.

Hegedalsvej benyttes i øjeblikket som smutvej frem mod årsskiftet, mens Hostrupvej (den gamle hovedvej i Hobro) graves op og renoveres.

- En to minus en-vej fremlægges af Cowi som den bedste løsning, hvis man skal holde hastigheden på Hegedalsvej nede og give de bløde trafikanter en form for tryghed, siger formand for udvalget, Jørgen Hammer Sørensen (DF).

- Jo mere man som bilist skal ligge bag cyklister, jo mindre vil man få lyst til at bruge Hegedalsvej.

- Vi vil få nedsat trafikmængden på vejen, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Det er jo en meget stejl vej. Giver det overhovedet mening med cykelsti?

- Der er nogle få, som cykler på Hegedalsvej.

- Vi hører, at forældre ikke tør lade deres børn cykle med det argument, at vejen er for trafikeret. Og det er den. Det er rigtigt, at det ikke er så smart at cykle op ad - men nedad går det nemt!

Jørgen Hammer Sørensen har fået oplyst af forvaltningen, at to minus en-vej godt kan indføres med den trafikmængde, der forventes på Hegedalsvej, når Hostrupvej åbner igen.

- Det siger vores rådgiver Cowi, baseret på erfaringer, de har gjort andre steder i landet.

- To minus en-vej kan benyttes helt op til en årsdøgnstrafik på 5000 (svarende til det antal biler, som gennemsnitligt passerer vejen i løbet af et døgn).

- Det vil være ønskeligt, at årsdøgnstrafikken på Hegedalsvej kommer ned på 2000, sådan som den omtrent var, før vi gik i gang på Hostrupvej.

- De indsnævringer og bump, som vi vil lave på Hegedalsvej, vil også hjælpe med til at gøre det mindre attraktivt at bruge vejen som gennemkørsel, forventer han.

Aktuelt er der ifølge Jørgen Hammer Sørensen en årsdøgnstrafik på Hegedalsvej på mellem 15.000 og 17.000.

Målinger fra november 2016 - før arbejdet på Hostrupvej gik i gang, og efter at genbrugspladsen på Kløvermarksvej var lukket - viste en årsdøgnstrafik i toppen af Hegedalsvej på 2237.

I bunden af Hegedalsvej passerede der i gennemsnit 2580 biler pr. døgn.

De berørte borgere på Hegedalsvej og tilstødende villaveje vil få mulighed for at give deres besyv med om forslaget til to minus en-vej.

Kommunen vil sende information til dem direkte i deres e-boks. Fristen for at komme med kommentarer er sat til 5. december 2017.

Jørgen Hammer Sørensen kender til tre vejstrækninger i Mariagerfjord Kommune, der i dag er indrettet som to minus en-vej.

En strækning på Gl. Hobrovej ved Mariager, en strækning ved Dania og en strækning "et sted på landet".

Hvad er en to minus en-vej?

En vej har normalt to vejbaner - en for hver kørsels- retning.

På en to minus en-vej fjernes én vejbane - deraf navnet to minus en-vej.

Kørebanen bliver indsnævret visuelt med en stiplet bred kantbane i begge sider.

På den måde får trafikanterne et fælles kørespor svarende til en smal vej.

Trafikanter i begge retninger skal derfor i princippet deles om et kørespor.

Når der ikke er modkørende, skal man placere sig midt på vejen inden for afstribningen.

Den stiplede kantbane kan og skal overskrides, når der er modkørende færdsel - med mindre der er cyklister på stien. I sådanne tilfælde skal bilisterne holde tilbage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste