HavneBYfest har fundet sin ramme
Kommer ud med et overskud
STØVRING: Årets havnebyfest i Støvring gav overskud og har dermed fundet sin fremtidige ramme.
Det kunne byfestudvalget og Handelsstandsforeningen konstatere, da de gennemførte en samlet evaluering af forløbet, hvilket de opfatter som meget positivt.
Efter sidste års underskud var der meget fokus på at nedbringe omkostningerne.
Det lykkedes, så dette års HavneBYfest kommer ud med et overskud på 19.200 kr., hvoraf de 12.500 kr. fordeles efter indsats til SIF Fodbold og Støvring Tennis, der var de to foreninger, der stillede med frivillig arbejdskraft. Resten bruges til at genopbygge kassebeholdningen.
Pladsen omkring Bytorvet og den øverste del af Jernbanegade udgjorde en perfekt ramme, og de valgte indslag trak mange publikummer, så logistikken fungerede og festen forløb uden uheld.
Den helt store nyskabelse til havnebyfesten var streetfoodfestivalen fredag aften, der oversteg alles forventninger.
Succesen blev så stor, at der hurtigt blev udsolgt, så næste år vil den blive udvidet med flere boder og mere mad.
At butikkerne samtidig kunne melde om et godt salg til Open by Night samme aften gjorde kun det hele endnu bedre.
Næste års havnebyfest udvides til tre dage, da det populære bankospil rykkes frem til torsdag aften, så det får teltet for sig selv.
Et af de tilbagevendende spørgsmål er navnet, så nu bliver der udskrevet en konkurrence om et nyt navn til HavneBYfesten og et logo, som vil være med til at brande festen endnu mere.
De nærmere betingelser for konkurrencen kan ses på Facebook.
Allerede nu kan der sættes kryds i kalenderen ved den 29., 30. og 31. august, som er datoerne for byfesten i Støvring i 2019.