Hanne har sparket liv i byens værtshus
Tilbage i januar var det fem år siden, at Hanne Christensen overtog Lokes Ølstue i Suldrup, og hun har formået at sparke godt liv i det klassiske brune værtshus.
Hanne Christensen boede i Aabybro, og havde i mange år arbejdet i trælastbranchen. Men da en god kammerat overtog Lokes Ølstue i Suldrup tilbage i marts 2017, og hun selv trængte til et karriereskift, takkede hun ja til at blive daglig bestyrer af stedet.
Der gik dog kun et lille års tid, så ville kammeraten gerne give stafetten videre. Han havde et andet værtshus, som han hellere vil koncentrere sig om. Den mulighed greb Hanne, og så kunne hun pludselig kalde sig værtshusejer.

- Jeg elskede simpelthen bare at være her. Atmosfæren, stemningen og de mennesker, der kommer her. Derfor var jeg ikke i tvivl, da muligheden bød sig. Det var en drøm for mig.
- Og jeg føler faktisk, at mit arbejde er at hygge mig og have det rart. For det er sådan, jeg har det, når jeg møder ind på Lokes, fortæller Hanne Christensen, der samtidig med overtagelsen af Lokes Ølstue privat flyttede fra Aabybro til Suldrup. Det gjorde nu engang alting meget nemmere.
Masser af arrangementer
Siden overtagelsen har Hanne Christensen skabt masser af liv i værtshuset, blandt andet med forskellige musikarrangementer. Senest en bragende succes med en musikalsk cowboy- og indianeraften med Ole Gas, hvor der var stuvende fuldt. En aften, hvor Hanne slog sin egen personlige omsætningsrekord i de fem år, hun har stået i spidsen for Lokes Ølstue.
- Der er en fantastisk opbakning til stedet, når jeg stabler et arrangement på benene. Og det er fra folk i alle aldersgrupper. Lokes har et stort og trofast stampublikum, men det er også blevet et sted, hvor de unge fra både Suldrup og nogle af omegnsbyerne godt kan lide at komme, når de vil hygge sig, fortæller Hanne Christensen.
Ringer i forvejen
Udover Hannes mange forskellige musikarrangementer er Lokes Ølstue også blevet et fast mødested for en lang række små klubber og foreninger – alt fra dartklubben, rullepølsebanden, Old Boys-fodbold med videre, ligesom der i december var en hel del julefrokoster på Lokes Ølstue.
- Jeg har fået opbygget et super netværk, og alle er simpelthen bare så flinke til at benytte stedet. Er det en lidt større gruppe, der kommer, så ringer mange også lige i forvejen og varsler at de kommer.
- Men det er også sådan et sted, at hvis der pludselig ikke er nogen her en aften, så lukker jeg. Jeg sidder ikke og venter på, at der kommer nogle ind, smiler Hanne, der selveste nytårsaften fejrede sine fem år i spidsen for Lokes Ølstue. Det gjorde hun med et brag af en fødselsdagsfest, hvor der naturligvis var flot opbakning.
Nyt navn?
Hanne vil i øvrigt gerne ændre navnet på sit værtshus. Derfor har hun udskrevet en navnekonkurrence. Det nuværende navn har udgangspunkt i Loke, der stammer fra nordisk mytologi. Han var en af aserne, og er beskrevet som løgnagtig, upålidelig og lumsk.
- Ja, han var ikke en særlig rar type, og med alle de dejlige mennesker, der kommer her, så passer navnet ikke helt til stedet. Så det bliver spændende at se, hvad der kommer af forslag til nye navne, slutter Hanne Christensen.