Billede beskrivelse

Hadsund Roklub ror 24 timer i streg

01. november 2017 kl. 14.03

Læg vejen omkring Hadsund Butikscenter i åbningstiden fredag 3. november kl. 14 og til lørdag 4. kl. 14.

For 21. år i træk vil medlemmer i alle aldre fra Hadsund Roklub holde en romaskine kørende i 24 timer, med alt hvad de kan trække.

Det er 24 timer med en intens stemning og hektisk aktivitet omkring romaskinen - en stemning der smitter af i hele centret.

Det er ikke én som ror i 24 timer; men mange roere der ror stafet i romaskine 24 timer.

- De deltagende roere bliver delt op i hold på 10 - 12 stykker. Hvert hold ror i 2 timer, inden et nyt friskt hold tager over, forklarer Svend Mørk-Jensen.

Roerne ror i 15 - 20 sekunder ad gangen, med alt hvad de har i sig. Når roeren vælter sig ud på de bløde måtter til den ene side, står en afløser klar til at springe i fra den anden side. Én Makker sikrer, at sædet er hvor den nye sætter sig, og 2 andre holder fodstropperne over den nye roers fødder. Roeren skal blot koncentrere sig om at holde romaskinen oppe i fart og banke fuldt tryk på, når han/hun sidder der og så ud igen efter 15 - 20 sekunder. Derefter er det om at få luft og ro på, til det efter 2 - 3 minutter igen bliver ens tur.

Når det har stået på i 2 timer, er der alvorligt brug for afløsning. Så er det godt at andre er klar.

For nogle roeres vedkommende er det bare ikke slut der. For for at kunne holde romaskinen i gang i 24 timer, er det nødvendigt, at nogle hold er på flere gange. Her viser værdien af sommerens skønne motion i robådene og styrketræningscentret sig for alvor. Forekommer 2 timer hårde, er 4 timer og endda for nogles vedkommende 6 timer for alvor en udfordring, og selv om man er vant til at ro, kan man godt risikere at få et par ømme vabler i løbet af de 24 timer.

De 24 timers sjove og hårde arbejde sikrer roklubben en god indtægt, fordi byens handlende og virksomheder altid bakker flot op om arrangementet med sponsorkroner pr. roede kilometer.

De sponsorater er et meget vigtigt bidrag til, at vi kan holde et højt aktivitetsniveau i kap- / ungdomsafdelingen og bl.a. deltage i rigtig mange regattaer, hvor kammeratskaber skabes og vedligeholdes i klubben og på tværs af landet. På grund af den gode økonomi får alle de unge, der kan, mulighed for at komme med.

Det er så også med til at sætte Hadsund på Danmarkskortet, fordi vores roere præstere så godt, og mange har opdaget, at Hadsundteltet er godt at gæste ved regattaerne.

Kig forbi, oplev stemningen, hjælp med at gøre den endnu bedre, prøv en romaskine.

Det vil også være muligt at få en snak med en fra roklubben om, hvad vi laver i klubben, hvor der er mange sjove og fællesskabende aktiviteter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste