Hadsund er gået fra produktions- til vidensby
Hadsund Handel har afholdt sin generalforsamling og formand Jørgen Myrup kunne berette om et år, hvor Hadsund var under luppen via kommunens projekt om at finde DNAét på Hadsund.
Desværre har mange i Hadsund fokus på, at tingene ikke var som i gamle dage, med mange store produktionsvirksomheder og mange synlige kedeldragter i byen, og vi har måske ikke været dygtig nok, til at fortælle det gode budskab om rejsen fra produktionsby til vidensby.
Jørgen Myrup lagde her vægt på, at Hadsund har mange mindre innovative virksomheder med højtuddannet personale, skriver referent Jan Vestergaard i sin pressemeddelelser, og i flere af disse virksomheder er udviklingen rigtig god og vi kan være stolte over - og må også gerne prale lidt af - at Hadsund har flere ingeniøransatte end de øvrige byer i kommunen.
Hadsund Handel har nu nedsat et udvalg som vil arbejde videre med DNA projektet.
Formanden kom også ind på den julegave alle handelsstande i kommunen fik af kommunen i 2017, nemlig et ikke ubetydeligt tilskud til at få opgraderet vor juleudsmykning i byen. Hvordan det skal udmønte sig vil borgerne se til jul 2018, lovede formanden.
Formanden nævnte også et ønske om, at der var kommunevalg hvert år, hvilket han begrundede med den store deltagelse fra alle partier ved Smag på Hadsund i August. De mange aktiviteter og smagsprøver blev "krydret" med politikernes opfindsomhed med at servere valgflæsk, pølser og meget andet godt, og det var en af de mange rigtig gode events og aftener.
Formanden afsluttede sin beretning med stor ros til samarbejdspartnere, hvor især Turistforeningen og Roklubben bidrager til, at vi har en aktiv handelsby.
Inden de forskellige valg berettede aktivitetsansvarlig Jan Vestergaard kort om aktiviteterne i 2017 samt lidt om planerne i 2018.
Aktivitetsplan 2018 har længe været klar og ligger synligt på forsiden af Hadsund Handels hjemmeside, således at alle kan orientere sig.
Og Jan Vestergaard kunne supplere listen med, at vi igen i år, i slutningen af marts, går i samarbejde med Kunsthuset om en fernisering i 15-20 butikker med malerier skabt af Kiss´ mange kursister på 2 malehold.
Valg til bestyrelsen var genvalg over hele linjen, og i aktivitetsudvalget trådte Søren Hansen fra Vendsyssel Sparekasse ind som erstatning for Nikolaj fra Marcus, som er flyttet fra byen.
Generalforsamlingen blev krydret med et inspirationsforedrag om, hvordan man kan skille sig ud blandt de mange handelsbyer i forhold til synlighed og handel.
Søs og Anna fra Odder, der driver dametøjsforretning i byen, er landskendt for deres evne til at skabe liv og glæde i Odder, samtidig med at de har fokus på, at det skal komme handlen til gode i form af omsætning.
Anna gav medlemmerne en masse ideer fra Odder, hvor et af eksemplerne er svær at kopiere, idet der er tale om modeshow med det beskedne budget på 800 tkr. Men med 40-45 events om året var der flere andre eksempler, som gav de fremmødte inspiration, og alle gik fra denne aften med en god saltvandsindsprøjtning på muligheder for at gøre en handelsby levende.