Billede beskrivelse

Håb om endnu flere springfyre i Suldrup

10. august 2018 kl. 08.52

SULDRUP: 10.000 drenge på ti dage.

Det er titlen på et forløb, som drengene i Suldrup-området kan se frem til at blive præsenteret for efter sommerferien. I et samarbejde mellem Suldrup Skole og den lokale idrætsforening IK Frem Sønderup/Suldrup.

Baggrunden for initiativet er, at springgymnastikken i Suldrup er vokset eksplosivt de seneste år - ikke mindst på drenge-siden.

Den udvikling forsøger de involverede parter nu yderligere at stimulere ved at tilbyde alle drenge på Suldrup Skole springgymnastik på en ny måde.

Tre instruktører fra FaceOff og "10.000 drenge på 10 dage"-initiativet kommer tirsdag 21. august til Suldrup for i Stensbohallen at afvikle i alt fem workshops i løbet af dagen.

- Det bliver en dag med fuld fart på, hvor der bliver brændt en masse energi af, bebuder en af initiativtagerne Martin Kærgaard Jensen, formand for gymnastikafdelingen i IK Frem.

Håbet hos IK Frem Gymnastik er, at oplevelsen 21. august kan være med til at inspirere endnu flere drenge til at dyrke springgymnastik.

I forvejen er det besluttet at udvide holdspektret fra fire til seks hold i den nye sæson.

- Vi har efterhånden fået så mange gymnaster på hvert hold, at det er svært for vores trænere at nå alle gymnasterne. Derfor skærer vi nu ned på antallet af årgange pr. hold, så der bliver lidt færre gymnaster på holdene.

- Det betyder blandt andet også, at det ældste hold nu bliver delt, så der både er et hold for 3.-4. klasse og et hold for 5. klasse og opefter, oplyser Martin Kjærgaard Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste