Gymnastikforening viste sig frem ved landsstævnet
i FORBINDELSE med Landsstævnet 2017 i Aalborg havde Hobro Gymnastikforening 28 deltagere med ved opvisningen på Gammeltorv ved Budolfi Kirke.
- Jeg havde den fornøjelse at være instruktør for holdet og har nydt både træning og deltagelse. Vejret viste sig fra den gode side. Der var tørvejr og moderat vind. En smuk kulisse at vise gymnastik i, lyder det fra Jette Madsen fra Hobro Gymnastikforening, når hun ser tilbage på de 10 minutters opvisning, som gymnastikforeningen viste frem.
- De gjorde det rigtig godt. Jeg var stolt af dem. I det hele taget var det en god oplevelse at være til stævne i en stor by. Og hele byen var inddraget i stævnet, siger Jette Madsen, som også regner med at være klar, når Svendborg lægger by til næste landsstævne i 2022.