Billede beskrivelse

Gudstjeneste som på Luthers tid

13. august 2017 kl. 16.12

BUDERUP: Hvis nogle endnu ikke skulle have opdaget det, så er det Luther-år her i 2017.

Netop i år er det 500 år siden, Martin Luther satte en protestskrivelse op på en kirkedør i Wittenberg og dermed tog hul på et gennemgribende opgør med den katolske kirke.

Søndag 27. august inviterer Rebild provstiudvalg til en gudstjeneste, som den næsten kunne have set ud på Luthers tid. Omend med et lille, nutidigt twist.

Provstiudvalget har lånt Buderup Ødekirke til formålet.

Her er der i dag alterbord, men ingen altertavle. Der er intet knæfald, hvor nadveren kan modtages. Der er intet orgel, som kan spille for på salmerne, og der er ingen bænke eller andet man kan sidde på.

Arrangørerne af den anderledes gudstjeneste i Martin Luthers ånd håber alligevel, at de 27. august kan fylde ødekirken med både menighed, sang og med altergang.

Alle er velkomne, men man bedes selv medbringe en stol, hvis man har behov for at sidde ned.

Efter gudstjenesten vil der blive serveret en ganske let anretning, hvor man bagefter kan dele sin oplevelse med andre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste