Grundlovsmøde ved Madum Sø
For 9. år i træk afvikles der i år grundlovsmøde på Søbakken ved Madum Sø med taler og synpunkter på det vigtige demokrati, der har båret Danmark der til hvor vi er.
- Vi står på kanten af et valgår, og hvad mere naturligt var det end at invitere de kandidater der skal repræsentere Mariagerfjord i både folketing og EU parlamentet, siger kredsformand Tommy Sørensen.
Per Husted lægger ud med sit syn på det lokale demokrati i forhold til folketinget. Selv om Per Husted ikke har været valgt direkte til folketinget, så har han alligevel mere end tre år på bagen med politisk arbejde i folketinget som suppleant. Og det har Per gjort godt, hvor han senest har stået i spidsen for mærkesagen omkring revision af virksomheder. Det er for let at snyde fælleskassen, som Per Husted udtrykker det, og det går jo i sidste ende ud over vores fællesskab og demokratiske muligheder, når lov og orden ikke er lige for alle.
Morten Klessen er det nye bud på EU kandidat fra det nordjyske, og Morten vil her afløse Ole Christensen som har ønsket at stoppe sit mangeårige virke i EU parlamentet. Morten blev valgt på regionens delegeretmøde 21. april i år. Der er ingen tvivl om der ligger en robust kandidat klar til at tage over, siger Tommy Sørensen, og vi glæder os til det kommende samarbejde. Morten er bosat i Biersted, og er i dag formand for beskæftigelsesudvalget i Jammerbugt kommune.
Når de tunge drenge svinger sig op, så skal der også lidt ungdommeligt til at prikke til dem, og her har vi fået ungdomsorganisationens formand Frederik Vad Nielsen med. Frederik læser journalistik og bor i København, og kan se tilbage på sine aner med generationer af politikere. Selv siger han at ungdomsorganisationen skal være en forandringsmaskine for unge mennesker, der skal arbejde for uddannelse, kollektiv trafik lokalt og lige muligheder for alle unge, så holdningerne er sat på plads.
Viceborgmester Leif Skaarup er konferencier og Spildæk står for den musikalske ledsagelse og underholdning mellem talerne.