Grundlovshygge i haven
Alternativet vil måske gøre det til en tradition
SKØRPING: I byrådskandidat Lars Blochs have i Skørping blev grundlovsdagen forleden hyldet med budskabet om, at vi skal fejre grundloven og værne om den.
I forvejen havde Alternativet Rebild arrangeret musik og sang, så da en af gæsterne også tilbød sig, blev der musik og sang både udenfor og indenfor.
Selv om der var mere end 30 besøgende, endte det alligevel med, at de voksne trak indenfor på grund af det ustadige vejr, mens børnene trak på skuldrene og fortsatte med ivrigt at kaste bolde på flødebolleklovnens næse, som så returnerede flødeboller i lange baner ved pletskud.
Lars Bloch holdt grundlovstalen og sagde blandt andet, at medarbejdere i det kommunale system skal mødes med tillid og turde komme med input og kritik uden at være bange for ikke at få “den næste gode opgave", blive forbigået i en forfremmelse eller at blive afskediget.
Efter talen var der lagt op til debat, og de fremmødte bød velvilligt ind med, hvordan tingene kunne fungere bedre i Rebild Kommune.
Lars Bloch mente efterfølgende, at arrangementet kunne gøres til en tradition.