Grænseløs musik i Dokkedal
Tirsdag 22. august holder Vildmosekoncerter i Dokkedal aftenkoncert med besøg af Thy Masterclass.
Siden 1994 har Thy Masterclass været et årligt indslag i den klassiske musik i Danmark. Det er skabt af en lokal gruppe lokale mennesker, som holder af musikken, og med årene har man opnået stor international prestige, og mange fonde støtter op om denne specielle begivenhed.
Mange unge musikere i aldersgruppen 20 - 40 år søger optagelse, og de skal gennem et "nåleøje", som består af 5 internationale professorer samt en bestyrelse. Der udvælges 15 - 20 unge, som hver især er et ungt, lovende talent på sit instrument.
Midt i august mødes deltagerne og deres lærere i Thy, og på få dage indøves i grupper en række musikværker, og så går det ellers løs de næste 10 dage med 16 koncerter spredt ud over Nordjylland. I 2016 var Thy Masterclass for første gang i Dokkedal, og det blev så godt modtaget, at man vender tilbage igen i år.
Ved koncerten i Dokkedal medvirker der i alt 10 musikere, som repræsenterer 6 nationaliteter; så det er et plus for samspillet at noder og nodelinjer betyder det samme på tværs af alle grænser. Både i Thy, New York, Tokio, London og Moskva kan musikere umiddelbart sætte sig sammen og spille det, som nodebladet angiver, så kun forskelle i talent har betydning for resultatet.
I Dokkedal ledes gruppen af de to professorer: Tony Nys, Antwerpen og Justus Grimm, Bruxelles, og der spilles musik af Ludvig van Beethoven, Zoltán Kodály og Niels W. Gade.