Billede beskrivelse

Glæde over millionstøtte

Mariagerfjord Kommune får støtte til at ansætte playmaker. Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse

08. februar 2018 kl. 11.24

MARIAGERFJORD: I Mariagerfjord Kommune jubler de over millionstøtte fra Nordea-fonden til et nyt projekt, som skal få flere unge til at se muligheder i en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

- Vi skal blive meget bedre til at hjælpe de unge med at vælge uddannelse på et kvalificeret grundlag, siger borgmester Mogens Jespersen i en pressemeddelelse fra Mariagerfjord Kommune.

- Det er nødvendigt, at vi allerede tidligt i skoleforløbet får vores elever ud på virksomhederne og erhvervsuddannelserne, så de ser de spændende muligheder med egne øjne.

Projektet er målrettet elever i 0.-10. klasse. Kommunen vil ansætte en erhvervsplaymaker, som skal styrke og formalisere samarbejdet mellem skolerne, virksomhederne og erhvervsuddannelserne.

Skolechef Stefan Møller Christiansen glæder sig over udsigten til et stærkere samarbejde med virksomheder og uddannelser:

- Vi lægger stor vægt på, at vores elever kommer ud på virksomhederne og uddannelserne, og at vi på den måde i højere grad inddrager virksomheder og uddannelser i undervisningen, siger han.

Det drejer sig blandt andet om, at de yngste elever skal besøge deres forældres arbejdspladser, og at elever i 4. - 9. klasse skal ud på lokale virksomheder og uddannelser hvert skoleår.

Det lokale erhvervsråd ser også store perspektiver i projektet.

- De lokale virksomheder er meget optagede af, at de i fremtiden kan få kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det rigtig godt, at vi nu får eleverne ud på virksomhederne, så de kan se de mange og spændende lokale karrieremuligheder, siger Michael Christiansen, chef for Mariagerfjord Erhvervsråd.

Projektet løber frem til 2020 og støttes af Nordea-fonden med 2,25 mio. kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste