Generalforsamling i Løgstør Fjernvarme: Genvalg til formanden
Løgstør Fjernvarme har netop afholdt generalforsamling i Lanternen i Løgstør med godt 70 fremmødte forbrugere.
Formanden Torben Frederiksen aflagde beretning og fortalte blandt andet, at det sidste år har været et travlt år med mange udfordringer, som er løst af anlæggets dygtige og engagerede folk.
- Vores langsigtede strategi med at have en bred vifte af varmekilder som halm, overskudsvarme, træpiller, solfangeranlæg samt gasmotorer viser sig nu at være rigtig. Strategien har haft den konsekvens, at vi ikke har haft den absolut billigste varmepris sammenlignet med for eksempel et værk, som har købt billig gas, men ikke haft andre muligheder. Når disse så rammes af markante prisstigninger, kanaliseres den fulde stigning direkte ud til forbrugerne, sagde formand Torben Frederiksen.
Formanden kom endvidere ind på, at Løgstør Fjernvarme har kunne holde en stabil pris naturligvis uden at kunne garantere det fremadrettet. Værket har fået henvendelse fra omkring 100 nye forbrugere som i dag har naturgas, og som ønsker at få fjernevarme.
Også Salling/Brøndum området er interesseret, hvilket der også regnes og arbejdes på. Vesthimmerlands Kommune har valgt, at Jens Lauritsen ikke længere skal repræsentere kommunen i bestyrelsen.
- Jeg vil derfor benytte lejligheden til at sende en stor og varm tak til Jens for en altid god, konstruktiv og engageret indsats i bestyrelsen. Han har med sin tekniske indsigt samt kontakter til det politiske system været en særdeles aktiv medspiller i bestyrelsesarbejdet.
Samtidig kunne formanden byde velkommen til Jens Erik Laustsen, der skal overtage pladsen efter Jens Lauritsen. Formanden sluttede med at takke personalet for en ihærdig og engageret indsats. Han rettede derudover en tak til bestyrelseskollegaer for konstruktive møder og beslutninger.
Torben Frederiksen blev genvalgt som formand. Rene Christensen blev genvalgt til bestyrelsen og blev på det konstituerende møde efter generalforsamlingen også genvalgt som næstformand. Der var også genvalg til suppleanterne Johnny Roed Jensen og Lars Erik Bengtsson.