Fyrkat pakker manuskriptet ud
På stormødet torsdag præsenterer Jørgen W. Larsen manus til årets Fyrkatspil - Kvinden I Graven
Amatørteatret Fyrkatspillet lader så småt op til vikingeforestillingerne i Fyrkathuset i maj og juni.
Efter stormødet i januar, hvor spillet især havde appel til dragtfolk, folk med forstand på it, pengesager, teknik, lys, lyd, rekvisit- og regi, scenebyggere og taffelfolk, gælder det nu ansigterne udadtil: De optrædende.
Og de glæder sig rigtig meget til at pakke manuskriptet til årets forestilling ud.
Manus leveres nemlig torsdag 8. februar klokken 19 ved et stormøde i foredragssalen på Hobro Bibliotek - af forfatteren selv.
Jørgen W. Larsen, skuespiller ved Aalborg Teater, har sædvanen tro forfattet historien, som denne gang hedder Kvinden I Graven.
Interessant, hvem hun kan være.
Tilbage i 2004 skrev Ebbe Kløvedal Reich forestillingen Mandebod til Fyrkat Spillet.
Den historie fabulerede over fundet af en kvinde i grav nummer fire, der dukkede frem under udgravningerne på Fyrkat i 50’erne.
Når Jørgen W Larsen har orienteret om forestillingen og delt manuskripterne, går de medvirkende rituelt i gang med at læse.
- Alle er jo spændte på at høre om, hvad der sker i årets spil. Se, hvilke opgaver der skal løses. Og skuespillerne er selvfølgelig også spændte på, hvilke opgaver de får, fortæller Fyrkatformand Jytte Frederiksen.
Hun minder samtidig om, at frivillige, der gerne vil løse andre opgaver end lige at stå på scenen, har en fin mulighed for at møde gruppelederne.
Der kan sagtens bruges nye ansigter, forlyder det.
Den første egentlige læseprøve til Kvinden I Graven holdes med instruktør Lilje Windbirk.
Det foregår tirsdag 20. februar klokken 19 på øveloftet over Biecentret.
Indgang fra Bies Have.
Den første af i alt 15 opførelser - premieren - finder sted fredag 25. maj.
Men inden da skal der sædvanen tro øves, øves og atter øves.